Banker: Vil lukke smuthul mod minusrenter
Nationalbankens indskudsbevisrente er rekordlav i minus 0,75 pct., og det har tvunget en lang række danske banker til at sænke deres indlånsrenter til negative niveauer - typisk for indskud over 750.000 kr.
Derfor har mange kunder forsøgt at undgå de negative renter ved at dele deres indeståender op i flere forskellige banker, men det er et smuthul, som nu er på vej til at blive lukket.
Det skriver Berlingske.
Fra nytår lukker eksempelvis Spar Nord hullet over for den finte.
- Nye kunder, der kun kommer for at oprette en konto, og som ikke har deres løbende kontoforhold i banken, kommer til at betale negative renter fra første krone, siger Lasse Nyby, administrerende direktør i banken, til Berlingske.
Også hos Jyske Bank, hvor man var først til tidligere i år at indføre negative renter på kundernes indeståender, vil man forhindre tricket.
- Det er et åbenlyst problem, at en ny privatkunde, som alene kommer med et indlån på 750.000 kr., kan påføre banken en direkte årlig omkostning på godt 5.600 kr., uden at der følger andre forretninger med. Det arbejder vi på at løse, siger Anders Dam, Jyske Banks topchef.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯