BASF skuffer med udbyttet og driftsindtjeningen (opd.)

Udgivet den 26-02-2013  |  kl. 09:49  |  

Den tyske kemikaliekoncern BASF har tirsdag morgen fremlagt regnskab for fjerde kvartal, hvor driftsindtjeningen eksklusive ekstraordinære poster er lavere end ventet og hvor udbyttebetalingen også er til den svage side. BASF-aktien falder 3,1 pct. til 72,68 euro.

BASF fik en omsætningsvækst på 9 pct. til 19,6 mia. euro i fjerde kvartal, hvilket var bedre end analytikernes forventninger på 19 mia. euro. EBIT-indtjeningen eksklusiv ekstraordinære poster steg 18 pct. til 1,8 mia. euro, hvilket var lidt under analytikernes forventninger på 1,83 mia. euro. Resultatet efter skat faldt 13 pct. til 980 mio. euro sammenlignet med analytikernes forventninger på 970,5 mio. euro.

Indtjeningsfaldet kom blandt andet fra en løftet skat i forbindelse med den genoptagne olieproduktion i Libyen. Olieproduktionen var stoppet mellem februar og oktober 2011 pga. politiske uroligheder.

BASF foreslår et udbytte på 2,60 euro per aktie.

- Prognoserne er positive, selv om de ikke gav nogen specifikke tal, siger analytiker Oliver Schwartz fra MM Warburg, der havde sat næsen op efter et udbytte på 2,70 euro per aktie.

BASF har olie- og kemikalieaktiviteter, samt en division som leverer sprøjtemidler til landbruget, og er dermed peerselskab til danske Auriga. Salget inden for Agricultural Solutions steg 12 pct. i fjerde kvartal til 4,7 mia. euro.

BASF forventer en global økonomisk vækst på 2,4 pct. i år sammenlignet med 2,2 pct. for 2012, med en vækst i kemikalieproduktionen på 3,6 pct. For 2013 venter BASF vækst i omsætningen og i indtjeningen, og det samme gør sig gældende for 2014, hvilket dog er afhængigt af at det nuværende opsving fortsætter.

Udgivet af: Aktiefokus