Bavarian: Amerikansk rival skærer 600 arbejdspladser

Udgivet den 31-07-2012  |  kl. 08:56  |  

Bavarian Nordics potentielle konkurrent Dendreon har fortsat svært ved at tjene på sit prostatacancermiddel Provenge, og lancerer sammen med regnskabet for andet kvartal nye besparelser og nedskæringer. I alt 600 job sløjfes, og selskabets fremstillingsfacilitet i New Jersey vil blive lukket, rapporterer Bloomberg News.

Meldingerne kommer i kølvandet af et nettounderskud på 96,1 mio. dollar i andet kvartal. Samtidig haltede salget af Provenge efter analytikerforventningerne. Omsætningen blev 80 mio. dollar mod ventet 85 mio. dollar blandt analytikere, ifølge Bloomberg News. Det skuffende regnskab har efterfølgende sendt Dendreon-aktien 18 pct. lavere på eftermarkdet.

Bavarian Nordic er i færd med fase 3 studier med sin prostatacancervaccine, Prostvac, og analytikere har tidligere holdt øje med salgsudviklingen på Dendreons middel for at få et fingerpeg om potentialet for Prostvac. Samtidig har Bavarian-aktien ved flere lejligheder udviklet sig ret synkront med Dendreon, påpegede topchef Anders Hedegaard tidligere i år over for Ritzau Finans.

Nordea vurderer i sin morgenrapport, at Dendreon-regnskabet kan kaste en negativ skygge på Bavarian Nordic. Bavarian sluttede mandag uændret i kurs 54.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder