Bavarian får skåret stor luns af kursmålet af Danske Bank efter forlist RSV-vaccine

Udgivet den 01-08-2023  |  kl. 09:55  |  
Bavarian Nordic - Bygning

Bavarian Nordic har fået kappet næsten 30 pct. af kursmålet hos Danske Bank, efter at vaccineproducenten i forrige weekend droppede sit udviklingsprogram for en vaccine mod RS-virus efter et fejlslagent fase 3-studie.

- Det forfejlede fase 3-studie med RSV-vaccinen er en væsentlig skuffelse, og markedstilliden vil være noget tid om at komme igen, skriver analytiker Thomas Bowers fra Danske Bank i en kommentar.

Med RSV-vaccinen bag sig kan Bavarian nu i stedet fokusere på at øge sit salg og pengestrømmene. Kommunikationen heromkring skal dog forbedres.

- Selskabet kan nu fokusere på salgsvækst og pengestrømmene fra sine kommercielle vacciner, men vi vurderer, at klar kommunikation om prioriteringen mellem pengestrømmene og potentielt store forskningsprojekter i fremtiden er nødvendigt, skriver Thomas Bowers.

Kursmålet er skåret til 300 kr. fra 425 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

RSV-vaccinen fra Bavarian Nordic nåede ikke alle sine primære endemål i det store fase 3-studie, og derfor er hele udviklingsprogrammet blevet lagt på hylden, ligesom partnerskabet med Nuance Pharma om udvikling og lancering af vaccinen i Asien, der blev indgået sidste år, er blevet droppet.

- Det er en stor skuffelse for os. Det skal vi ikke lægge skjul på. RSV var en stor mulighed for os, og det her var selvfølgelig et uventet resultat, sagde Henrik Juuel, der er finansdirektør hos Bavarian Nordic, til MarketWire efter offentliggørelsen af nyheden.

Og det har det også været for investorerne, der har sendt Bavarian-aktien kraftigt ned siden det droppede studie.

Og præcis derfor er det ifølge Thomas Bowers fra Danske Bank nu afgørende, at Bavarian Nordic-ledelsen går efter klar kommunikation og fokus på generering af pengestrømme fra den eksisterende portefølje og partnerskaber i tilfælde af større forsknings- og udviklingsprojekter, der samtidig også skal prioriteres hårdt fremover, hvis det ikke skal gå yderligere ud over investortilliden.

Tirsdag falder Bavarian-aktien med 1,0 pct. til 143,90 kr. Siden nyheden om den droppede RSV-vaccine er aktien faldet med 24,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯