Bavarian får kappet en del af kursmålet hos amerikansk finanshus

Udgivet den 18-04-2024  |  kl. 10:15  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic er som enkeltstående vaccineaktie undervurderet, nu hvor fokus er at maksimere potentialet i selskabets kommercielle portefølje frem for forskning.

Det er vurderingen hos analysehuset Jefferies, der dog alligevel har skåret 20 pct. af kursmålet efter en gennemgang af Bavarian Nordics indtjeningsudsigter og pengestrømme.

Kursmålet lyder nu på 235 kr. fra 295 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Bavarian Nordic vurderes stadig i 2024 at levere i toppen af selskabets udmeldte forventninger, som lyder på 5,0-5,3 mia. kr. på omsætningen og 1,10-1,35 mia. kr. målt på driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA.

Her estimerer børshuset henholdsvis 5,24 mia. kr. og 1,34 mia. kr.

Jefferies ser også mulighed for, at Bavarian Nordic kan få yderligere medvind fra efterspørgslen på vaccineproducentens koppevaccine Jynneos mod mpox - tidligere kendt som abekopper.

- Vi forstår, at der har været nogle forhandlinger uden for USA om lagerbeholdninger i fremtiden, særligt Frankrig og Kina, men indtil yderligere kontrakter er indgået, er situationen uden for USA i høj grad fortsat en markant opadgående mulighed for estimaterne, skriver Peter Welford, der er chefaktieanalytiker i Jefferies, i analysen.

Aktien i Bavarian Nordic falder torsdag 1,1 pct. til 147,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯