Beige Book vidner om beskeden vækst i juni i USA

Udgivet den 13-07-2023  |  kl. 06:35  |  

Den overordnede økonomiske aktivitet tog "en smule" til i USA gennem juni, mens der var en "beskeden" vækst i beskæftigelsen og i priserne.

Det fremgår onsdag af Beige Book, som er en periodisk udgivelse med økonomiske indtryk fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, 12 distrikter.

- Den samlede økonomiske aktivitet steg en smule siden slutningen af maj. Fem distrikter rapporterede om en lille eller beskeden vækst, fem noterede ingen ændring, og to rapporterede om små og beskedne fald, hedder det i udgivelsen.

Udviklingen var uensartet i de forskellige sektorer med fremgang i forbrugerservices, men udfordringer inden for detail. Inden for rejser, turisme og fritid var aktiviteten "robust", mens der i fremstillingssektoren var mindre fremgang i halvdelen af distrikterne og mindre tilbagegang i den anden halvdel.

- De overordnede økonomiske forventninger for de kommende måneder var fortsat generelt bud om en langsom vækst.

I perioden steg priserne med en beskeden hast, bemærkes det, men i flere distrikter var stigningerne aftagende i omgang, og i flere områder var virksomheder tilbageholdende med at hæve deres priser, fordi forbrugerne nu er mere følsomme over for forhøjelser. Presset fra input-priserne var stadig højt inden for service, men faldende for inden for industrien, ligesom fragtpriserne fortsat faldt.

Fra arbejdsmarkedet var meldingen om en fortsat beskeden vækst i beskæftigelsen.

- Efterspørgslen på arbejdskraft forblev sund, selv om nogle kontakter rapporterede, at ansættelser blev mere målrettede og selektive, fremgår det.

Det var dog fortsat svært at finde nye medarbejdere i flere brancher.

- Imidlertid rapporterede mange distrikter, at tilgængeligheden af arbejdskraft var forbedret, og at nogle arbejdsgivere havde lettere ved at ansætte, end de havde tidligere.

Denne udgave af Beige book er udarbejdet af Federal Reserve Bank of Minneapolis i perioden frem til og med den 30. juni.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  USA❯