Bendt Bendtsen: Velfærdsreformen er en redningsaktion

Udgivet den 04-04-2006  |  kl. 14:33  |  

Regeringen har i dag fremlagt mere end 70 tiltag, der skal sikre, at velfærdssamfundet også er holdbart for vores børn og børnebørn. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen håber på en national velfærdsaftale, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Danmarks økonomi er stærk. Men to afgørende faktorer kræver, at vi handler med rettidig omhu: Vi lever længere, og verden er i stadig forandring, siger Bendt Bendtsen efter dagens offentliggørelse af regeringsoplægget: Fremtidens velstand og velfærd.

Bendt Bendtsen fortsætter:

- Jeg kan godt forstå dem, der er bekymrede over, at der skal ske forandringer om nogle år. Men jeg understreger, at det her er en redningsaktion og ikke en straffeaktion. Det er helt nødvendige skridt for at sikre, at også vores børn og børnebørn skal opleve den velstand og velfærd, vi kender i dag. Vi kan ikke være bekendt at efterlade en regning til kommende generationer i form af højere skatter og dårligere velfærd.

- Derfor moderniserer vi reglerne for efterløn og pension. Vi gør det på en nænsom måde, så danskerne får tid til at indrette sig på de ændrede vilkår.

- Også på den korte bane er der behov for at få flere i beskæftigelse. Dansk økonomi er inde i et kraftigt opsving med rekordlav ledighed og stigende mangel på arbejdskraft. Derfor skal vi have flere ind på arbejdsmarkedet.

- Regeringens udspil øger beskæftigelsen både på kort og lang sigt. Samtidig afsætter vi penge til investeringer i forskning og udvikling, uddannelse, innovation og iværksætteri. Målet er at fastholde vores position som et af verdens rigeste lande.

- Der er god balance i udspillet. Det er ambitiøst, men realistisk. Hvis vi svækker finansieringen, bliver det sværere at sikre bl.a. uddannelse til alle. Jeg opfordrer alle partier til at udvise ansvarlighed under forhandlingerne. En national velfærdsaftale er målet. Jeg håber det lykkes, for det vil være til gavn for Danmark flere generationer frem, slutter Bendt Bendtsen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder