Biden og McCarthy melder fremgang om gældsloft

Udgivet den 22-05-2023  |  kl. 06:35  |  

Joe Biden og Kevin McCarthy mødes mandag for at diskutere USA's gældsloft.

De to snakkede søndag sammen i telefonen under præsidentens flyvetur tilbage til Washington D.C. fra Asien.

Efter telefonopkaldet sagde Kevin McCarthy, formanden for Repræsentanternes Hus, at der pågår positive diskussioner om at løse krisen.

På spørgsmålet om, hvorvidt han var mere håbefuld om at indgå en aftale efter at have snakket med Joe Biden, svarede Kevin McCarthy:

- Vores hold snakker sammen i dag, og vi planlægger at have et møde i morgen (mandag red.). Det er bedre, end det var tidligere. Så ja.

Samme melding kom fra Joe Biden.

- Det gik godt. Vi snakker sammen i morgen (mandag red.), sagde han.

Begge parter meldte dog også i sidste uge om fremgang, mens Kevin McCarthy spekulerede i, at en aftale kunne nås inden ugens udgang.

Men det blev altså ikke til noget.

Kongressen kan sætte en begrænsning på, hvor meget USA's regering kan låne for at betale for sine udgifter. Denne grænse kaldes gældsloftet.

Lige nu er den grænse på 31.400 milliarder dollar. Den blev nået allerede i januar, selv om gældsloftet blev hævet så sent som i december med omkring 2500 milliarder dollar.

Derfor har man siden tyet til ekstraordinære foranstaltninger for at betale for regeringens aktiviteter.

At låne penge hjælper den føderale regering med at betale for udgifter, der er vedtaget i budgettet. Det kan for eksempel være socialhjælp og lønnen til soldater i militæret.

Der er mindre end to uger til 1. juni, hvor det amerikanske finansministerium har advaret, at regeringen ikke længere vil kunne betale dens regninger.

Sidste gang USA er kommet så tæt på en gældskrise var i 2011. Det var også under en demokratisk præsident med et demokratisk senat samt et republikansk Repræsentanternes Hus.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Seneste nyheder