Bilgigant får yderligere 31 mia kr

Udgivet den 30-12-2008  |  kl. 11:11  |  

Den amerikanske regering har udvidet sin støtte til den amerikanske bilindustri, da man oplyser, at man investerer 5 mia. dollar, hvilket svarer til knap 26,1 mia. kr., i General Motors finansieringsselskab, GMAC. Desuden låner man General Motors yderligere 1 mia. dollar, hvilket bringer det samlede beløb op på over 31 mia. kr.

Således skrives endnu et kapitel i historien om den amerikanske regerings redningsforsøg af en skrantende bilindustri, der tidligere på måneden var i så store problemer, at konkurser var en reel risiko.

Derfor har forbundsregeringen skudt milliarder i industrien, der beskæftiger hundredetusinder af mennesker i USA. Tidligere i december fik General Motors et lån på 13,4 mia. dollar, hvilket svarer til 70 mia. kr.

/lk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder