Bioporto vil finansiere udbredelse af nyretest med kapitalforhøjelse i 2024 og 2025

Udgivet den 22-02-2024  |  kl. 08:45  |  
Arkiv: Foto

Biotekselskabet Bioporto vil i 2024 og 2025 udstede nye aktier for 20 mio. dollar til omkostningerne forbundet med salg og markedsføring af selskabets NGAL-test.

Det oplyser Bioporto i sit foreløbige regnskab for 2023, hvor selskabet også sætter tal på forventningerne til 2024.

I indeværende regnskabsår ventes toplinjen at vokse med omtrent 30 pct. på årsbasis til 40 mio. kr., mens driftsunderskuddet før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes at stige til 75-90 mio. kr. som følge af de øgede omkostninger.

- Væksten vil blive drevet af et øget salg af NGAL-produkter - primært i USA efter FDA-godkendelsen suppleret med vækst i resten af verden. Omsætningen ventes mest at ligge sidst på året, da den kliniske markedsføring af Pronephro AKI igangsættes i anden halvdel af 2024, skriver Bioporto.

Pronephro AKI er Bioportos NGAL-test, der bruges til at observere risiko for eller tegn på akut nyreskade.

De stigende driftsomkostninger vil blive finansieret gennem et salg af nye aktier for 20 mio. dollar i 2024 og 2025 med en ventet start i andet kvartal af 2024.

I 2025 og 2026 vil Bioporto desuden søge strategiske distributionspartnerskaber med henblik på at udbrede anvendelsen af NGAL-testen. Senest har selskabet udvidet sit samarbejde med Roche Diagnostics, så NGAL-testen kan anvendes i flere af selskabets måleapparater.

Bioporto omsatte i 2023 for 31 mio. kr., svarende til en toplinjevækst på 7 pct. Driftsunderskuddet EBITDA landede i perioden på 56 mio. kr. Begge resultater var inden for Bioportos egne forventninger.

Det endelige årsregnskab ventes offentliggjort 4. april.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  main text❯