Blodrød dag i vente: Stoxx 50-futures peger ned med 9,9 pct.
Det ser ud til, at de europæiske aktier går en voldsomt rød åbning i møde mandag.
Futures for det fælleseuropæiske Stoxx 50 peger en halv times tid inden børsåbning ned med 9,9 pct., skriver Bloomberg News.
Kigges der mod Tyskland, peger handlen med futures for det ledende DAX-indeks ned med 7,4 pct.
Til sammenligning er det største endagskursfald for det danske eliteindeks, C25, på 3,8 pct.
Den dårlige stemning kommer, efter at olieprisen mandag morgen har taget et gevaldigt dyk.
Brent-olien falder til 33,86 dollar mod 46,18 dollar fredag eftermiddag, mens WTI-olien falder til 30 dollar fra 42,41 dollar fredag.
Faldet kommer efter et sammenbrud i forhandlingerne mellem Organisationen for Olieeksporterende Lande (OPEC) og Rusland om produktionsnedskæringer.
Det fik i weekenden Saudi-Arabien til at sænke priserne og lægge planer for et massivt produktionsløft i april, hvilket har sendt olieprisen i dørken.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯