BNP-vækstens svage punkter
Den amerikanske BNP-vækst steg 2,8 pct. i fjerde kvartal, hvilket var lidt end analytikerprognosen på 3,0 pct. (annualiseret), hvilket er et løft efter en svag vækst på 1,8 pct. i tredje kvartal.
- Dykker man ned i detaljerne, var der imidlertid tale om et lidt skuffende billede af den underliggende private efterspørgsel. Væksten i 4. kvartal var således i vid udstrækning holdt oppe af en kraftig opbygning af lagrene, vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken overfor Aktiefokus.
Jes Asmussen bemærker, at lageropbygningen i princippet ikke er problematisk, hvis det var på baggrund af en stærk indenlandsk efterspørgsel. Men da lagrene bidrog med 1,9 procentpoint til væksten på 2,8 pct., var indtrykket af den underliggende private efterspørgsel i den svage ende.
Yderligere var indtrykket af en svagt underliggende vækst tydelig i både privatforbruget, der steg mindre end ventet og ved opbremsningen i investeringerne i maskiner og software.
- Alt i alt må vi altså sige, at den første BNP-opgørelse fra USA var på den svage side. Som nævnt kan kombinationen af en kraftig lageropbygning og en svag underliggende privat efterspørgsel meget vel være et signal om, at ISM er løbet lidt for stærkt i forhold til realiteterne på baggrund af den stærkere underliggende efterspørgsel i 3. kvartal, skriver cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.