B&O ikke velkommen i Bilka
København--23. juni--NetPosten--Dansk Supermarked trækker et åregammelt ønske om at få B&O-produkter på hylderne tilbage på grund af, at B&Os varer er for dyre. Det skriver Berlingske Tidende fredag.
- B&O er i dag ikke interessant for os, konstaterer adm. direktør Egil Jensen, Dansk Supermarked. Bilka har ellers lige siden begyndelsen af 1970erne forsøgt at få Struer-fabrikkens tilladelse til at sælge B&O's produkter i forretningerne.
- B&O er for dyre. De dyreste fjernsyn vi sælger fra Sony eller Philips, koster vel en 14.000 kr. Vi tager ikke fjernsyn ind til 30.000 og 50.000 kr., siger Eigil Jensen. Dansk Supermarked ønsker heller ikke at sælge B&Os telefoner eller andre billigere produkter fra den danske hifi-fabrik i Struer. Eigil Jensen er simpelthen bange for, at B&O-produkterne vil stå og samle støv på hylderne, fordi der er så få købere til produkterne.