B&O Q2: Leverer tocifret toplinjevækst trods bøvl med forsyningskæder

Udgivet den 12-01-2022  |  kl. 08:40  |  
Arkiv: Foto

Bang & Olufsen præsterede i andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22 en høj vækst. Væksten blev dog begrænset af udfordringer med de globale forsyningskæder, der har påvirket udbuddet og ført til højere priser.

Komponentmangel har også påvirket både vækst og lønsomhed negativt.

Det skriver selskabet fra Struer i sit halvårsregnskab onsdag morgen.

I perioden øgede Bang & Olufsen sin toplinje med 15 pct. til 809 mio. kr. fra 693 mio. kr. i andet kvartal af 2020/21. Nettooverskuddet landede på 10 mio. kr. mod 12 mio. kr. året forinden.

Bruttomarginen i regnskabsårets andet kvartal lød på 44,4 pct. mod 44,6 pct. i samme periode sidste år, mens driftsmarginen, EBIT, faldt til 3,4 pct. fra 3,6 pct.

Der var med undtagelse af forretningen i "Brand Partnering & other activies" vækst i indtjeningen. Den aftagende vækst i den division var i perioden påvirket af licensindtægter og aluminiumskomponenter fra underleverandører, lyder det. Samtidig var der tale om et svært sammenligningsgrundlag, da divisionen sidste år var løftet af et højt PC-salg.

B&O havde positive frie pengestrømme på 11 mio. kr. mod 139 mio. kr. i andet kvartal af 2020/21.

- For femte kvartal i træk leverede vi tocifret vækst. Vi fortsatte med at se høj efterspørgsel på vores produkter blandt kunder, og vi voksede på tværs af alle regioner og salgskanaler på trods af de vedvarende udfordringer med leverancer. Vi er midt i vores turnaround, og jeg stolt over at se, hvordan vores medarbejdere og partnere bliver ved med at eksekvere på vores strategi, så vi bygger en mere robust forretning, samtidig med at vi leverer profitabel vækst, siger B&O-topchef Kristian Teär i regnskabet.

Forventningerne til 2021/22 om en omsætning i niveauet 2900-3100 mio. kr. og en EBIT-margin før særlige poster på 2-4 pct. fastholdes.

Tabel for Bang & Olufsens regnskab for andet kvartal 2021/22:

Mio. kr. Q2 2021/22 Q2 2020/21 H1 2021/22 H1 2020/21
Nettoomsætning 809 693 1475 1155
Omsætningsvækst (%) 15 12 27 10,4
Bruttomargin (%) 44,4 44,6 44,6 42,5
EBIT 27 25 25 -16
EBIT-margin (%) 3,4 3,6 2,3 -1,4
Resultat før skat 17 18 19 -43
Nettoresultat 10 12 11 -37

Bang & Olufsens forventninger til 2021/22:

Mio. kr. Ved Q2 Ved Q1 2021/22 Ved Q4 2020/21
Omsætning 2900-3100 2900-3100 2900-3100
EBIT-margin f.s.p. (%) 2-4 2-4 2-4

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯