Boligjagten tvinger os til at fokusere på det vigtigste
Når jægeren går i skoven med riffel over skulderen og en hund luntende efter sig, klar til at lokalisere nedskudte fasaner eller rådyr, er fornemmelsen for, hvad der skal nedlægges ofte ret god. Mindre fokuseret oplever mange boligjagten. For her handler det i høj grad om mavefornemmelse - og kompromiser.
Prisen på huse og ejerlejligheder har været støt stigende henover de seneste år, og niveauet er nu på et leje, hvor langt de færreste kan få alle deres boligdrømme opfyldt. Boligsidens Markedsindeks for marts måned viser, at man i gennemsnit skal betale lige knap 14.000 kroner per kvadratmeter hus i Danmark, og på markedet for ejerlejligheder lyder prisen på omkring 27.400 kroner.
Med mindre du har alle penge i verden, bliver boligjagten en proces, hvor drømmene skal tøjles. Samtidig bliver det en tid, hvor det følelsesmæssige kommer til at fylde ligeså meget som det praktiske, fordi du for alvor skal overveje: Hvad udgør et hjem egentlig for mig, hvis jeg skærer ind til benet?
Finder man svaret, bliver det nemmere at prioritere, når man finder ud af, at pengene ikke rækker til at tilfredsstille alle de umiddelbare behov. En situation der er gældende for langt de fleste boligkøbere.
Kompromisets kunst
Da min mand og jeg skulle finde et sted at slå os ned for efterhånden mange år siden, tog vi en snak om, hvilke rammer der skulle til for, at vi kunne få det godt som familie. Det var nødvendigt, fordi vi ikke havde økonomi til at vælge frit.
Vi kom frem til, at området var langt vigtigere end, at vi kunne blive husejere. Vi drømte dog også om have, og derfor blev kompromiset en villalejlighed - også kendt som 'fattigmandsvillaen'. I dag kan jeg se, at det, der dengang føltes som det næstbedste, var en rigtig god beslutning.
Én ting er alle de minder, der sidder i væggene. De gør stedet helt særligt for os, men det mest afgørende for, at vi efter 30 år stadig bor i villalejligheden, er, at vi tog os tiden til at finde ud af, at kort afstand til vand og natur betyder mere, end at vi kan lukke en havelåge til egen matrikel.
Luk øjnene
Hvis du lige nu står og skal i gang med at søge bolig, er mit bedste råd derfor at lukke øjnene og forestille dig dit nye hjem. Ikke kun på indersiden af murstenene, men også hvordan der ser ud, når du går ud af din hoveddør og går ned ad gaden. Hvad ser du? Hvordan er stemningen? Husk, at du køber helheden.
Leder du efter bolig på den lange bane, skal du ikke nødvendigvis skele til farven på væggene eller rumfordelingen. Med al sandsynlighed kommer du til at male flere gange i løbet af de næste årtier, og du kommer måske også til at renovere, flytte vægge eller lave nyt køkken.
Mens du sidder dér med lukkede øjne, er det dog ganske fornuftigt at se, om du kan få øje på dig selv med værktøj i hånden. Hvis ikke, ved du måske allerede dér, at du ikke skal købe et håndværkertilbud, men at noget mere færdigt giver dig ro i maven.
Personligt er jeg ikke den mest handy type, men jeg kaster mig ud i renoveringsprojekter med masser af mod, og derfor var standen heller ikke afgørende i vores boligsøgning. Det er selvfølgelig klart, at boligen skal opfylde et pladsbehov, og at du skal føle dig tilpas, når du tager ud til en fremvisning.
Men når alt kommer til alt, kan man lidt forsimplet sige, at det altid er muligt at arbejde på det, der er indenfor rammerne, mens du ikke kan høvle omgivelserne ned til dine behov. Det kan være godt at have i baghovedet, hvis du finder ud af, at beliggenheden er afgørende for dig.
God boligjagt!
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›