Boligsælgere kaster håndklædet i ringen
Når "Til Salg"-skiltet bliver fjernet, er det langt fra altid, fordi boligen er solgt.
Både antallet af boliger til salg og perioden, det tager at sælge dem, er steget kraftigt det seneste år. Det får flere til at skifte ejendomsmægleren ud eller helt opgive at sælge, vurderer Realkreditrådet i en ny analyse.
I forhold til sidste år er der nu en tredjedel flere boliger til salg på internettet, og det tager i gennemsnit to måneder ekstra at sælge en lejlighed, skriver Jyllands Posten i dag..
- Vores formodning er, at mange opgiver at sælge boligen eller skifter ejendomsmægler i håb om, at en anden kan gøre det bedre. Det er sandsynligt, at begge dele sker oftere nu, da aktiviteten på boligmarkedet er lav, siger Ane Arnth Jensen, direktør for Realkreditrådet, til avisen.
- Det har ændret sig de tre seneste kvartaler. Nu er der en større andel af boliger, som ikke længere er til salg, men som ikke blev solgt, fortsætter Ane Arnth Jense over for Jyllands Posten.
/faurby