Boligsalget i 2019 slår rekord: Specielt én hustype er populær

Udgivet den 22-01-2020  |  kl. 06:00  |  

Både salget af huse og sommerhuse satte rekord i 2019, viser Boligsidens nye handelstal for december og dermed hele 2019. Foto: Boligsiden.

I 2019 solgte de danske ejendomsmæglere i alt 50.507 villaer og rækkehuse. Det er ikke bare rekord for årtiet, men resultatet ligger samtidig et godt stykke over den hidtidige rekord fra 2018, hvor der blev solgt 48.319 huse.

Det viser Boligsidens nye handelstal for december – og dermed hele 2019, som samtidig afslører en ny rekord i antal solgte sommerhuse samt et antal solgte ejerlejligheder, der ligger på præcis samme niveau som i 2018.

"2019 har været et ekstraordinært år på boligmarkedet. Der er sat salgsrekord for både huse og sommerhuse, og trods en træg start på året nåede salget af ejerlejligheder alligevel op på samme niveau som i 2018. I takt med den øgede handelsaktivitet, er priserne samtidig fulgt med op," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Denne hustype er populær hos køberne

Dykker vi længere ned i handelstallene for villaer og rækkehuse og ser på, hvilke huse der særligt er blevet solgt igennem de seneste år, viser der sig en klar tendens i forhold til købernes præferencer: Antallet af solgte huse med energimærke A er nemlig mere end fordoblet siden 2015.

"Antallet af solgte huse med energimærke A er steget 117 procent siden 2015, ligesom der også ses en klar stigning i antal solgte huse med energimærke B og C. Det vidner om, at køberne foretrækker en bolig, hvor de kan spare penge på forbruget, og hvor de samtidig får en mere energivenlig bolig," siger Birgit Daetz.

I takt med det øgede salg af huse med gode energimærker, ses der i samme periode et klart fald i salget af huse med de laveste energimærker.

Nye, energivenlige huse hitter

Udviklingen er også udtryk for en generel opgradering af de danske huse, forklarer Birgit Daetz.

"Husene med de bedste energimærker er oftest nyere og større, hvilket er attraktivt for køberne. Ser vi for eksempel på mængden af solgte huse fra 2015 til 2019, er husene med energimærke A i gennemsnit opført i 2005 og har et boligareal på 174 kvadratmeter. Det hører selvfølgelig også med til forklaringen på den stigende interesse for huse med de bedste energimærker," siger hun.

Ser vi på hvilke huse, der i antal sælges flest af, gælder det villaer og rækkehuse med energimærke C og D. Dem er der solgt knap 30.000 af alene i 2019.

Øvrige hovedpunkter fra Boligsidens handelstal:

  • Der er solgt 10.228 sommerhuse i 2019. Det er en fremgang på 50 procent sammenlignet med 2015, og resultatet er højere end den hidtidige salgsrekord fra 2017, hvor der dengang blev solgt 9.029 sommerhuse i Danmark.
  • Med 50.507 solgte villaer og rækkehuse satte hussalget også rekord for årtiet i 2019. Årsresultatet for 2019 er en fremgang i salget på 20 procent sammenlignet med 2015.
  • Der blev i 2019 solgt præcis lige så mange ejerlejligheder som i 2018. Begge år er der solgt 18.138 ejerlejligheder. 2019-niveaet er fortsat et stykke under rekorden fra 2017, hvor der blev solgt 20.533 ejerlejligheder i Danmark.
  • I alt blev der solgt 78.873 huse, sommerhuse og ejerlejligheder i 2019. Det er rekord for årtiet, og niveauet er noget højere end resultatet fra 2018, hvor der blev solgt i alt 75.381 boliger i Danmark.

Så mange boliger er der solgt i alt:

År Villaer og rækkehuse Ejerlejligheder Fritidsboliger
2015 42.011 19.329 6.811
2016 43.342 19.948 7.316
2017 47.608 20.533 9.029
2018 48.320 18.138 8.923
2019 50.507 18.138 10.228
Ændring fra 2015-2019 20% -6% 50%

(I tabellen indgår det årlige salg af villaer og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidsboliger i perioden 2015-2019. Kilde: Boligsiden.)

Antal solgte huse opdelt efter energimærke i perioden 2015-2019:

Energimærke 2015 2016 2017 2018 2019 Ændring (2015-2019)
A 1.530 1.921 2.304 2.588 3.326 117%
B 2.515 2.416 2.728 2.921 3.546 41%
C 9.839 10.292 11.878 12.845 15.290 55%
D 12.433 12.949 14.202 14.443 14.624 18%
E 7.246 7.334 7.736 7.526 6.735 -7%
F 4.026 4.017 4.209 3.829 3.321 -18%
G 2.969 2.880 2.932 2.577 2.073 -30%

(Tabellen viser antal solgte villaer og rækkehuse i perioden 2015-2019 fordelt efter energimærke. Det samlede antal solgte boliger for året er lidt lavere end det oplyste samlede antal salg i tabellen ovenfor. Det skyldes, at ikke alle boliger har oplyst energimærke. Kilde: Boligsiden.)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering
08:52 Obligationer/åbning: Renten falder fra start - fokus på amerikanske taler
08:50 Analytiker ser Demant-aktien underpræstere mandag efter afdæmpet start på året
08:07 Aktier/tendens: Skuffende takter fra Demant - løftede kursmål efter fredagens regnskaber
08:00 Antallet af tvangsauktioner er fortsat lavt i april
07:58 Demants vækst skuffer lidt - detailforretning er kommet langsomt ud af starthullerne
07:31 Demant fastholder forventningerne efter første kvartal
07:04 Råvarer: Oliepriserne står i stampe på usikkerhed om konflikten i Gaza
06:55 Sådan går det Mærsks asiatiske peers mandag