Boligsalget i maj var det højeste i 10 år

Udgivet den 23-06-2020  |  kl. 06:00  |  

Der blev solgt rekordmange boliger i maj måned. Særligt salget af sommerhuse bidrager til rekorden. Foto: Boligsiden

De danske ejendomsmæglere har haft travlt i maj måned. Boligsidens nye handelstal viser nemlig, at der samlet blev solgt 8.682 boliger i maj måned.

Det er det højeste niveau for en enkelt måned i de sidste 10 år, og det er 15 procent mere end det samlede salg af boliger i samme måned sidste år.

Det er ingen overraskelse, at især sommerhusene er blevet handlet i stor stil igennem de seneste måneder, og det er da også især salget af denne type bolig, der trækker det samlede boligsalg op på det rekordhøje niveau.

"I maj måned alene er der solgt intet mindre end 2.132 sommerhuse. Det er 93 procent flere end i samme måned sidste år og 63 procent flere end i april i år, der ellers var månedsrekorden hidtil. Danskerne har i den grad fået appetit på sommerhuse, og de foreløbige tal fra juni måned viser samtidig en yderligere stigning i salget," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Det rekordhøje salg af sommerhuse er sket i et marked, der ellers har været præget af et meget lavt udbud. Men den gode nyhed er, at sælgerne nu også i stigende grad vender tilbage, og køberne får dermed igen mere at vælge imellem."

Rekordhøjt salg af huse

I maj måned er der samlet solgt 1.125 flere boliger end i samme måned sidste år. Til sammenligning er der solgt 1.027 flere sommerhuse i samme periode, hvilket svarer til 91 procent af det øgede salg.

Men samtidig er salget af villaer og rækkehuse også med til at trække det samlede salg op, imens salget af ejerlejligheder trækker en lille smule ned i opgørelsen.

"Efter marts og april bød på lavere salgstal end i de tilsvarende måneder sidste år, er der solgt knap 5.000 huse i maj måned. Det er ikke blot et højere resultat end i maj sidste år, men samtidig også det højeste antal solgte villaer og rækkehuse på en enkelt måned i løbet af de seneste 10 år," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Det er overraskende, at det sker midt i en krisetid, hvor ledigheden stiger. Men foreløbig har der været store lokale variationer af, hvordan ledigheden har påvirket boligsalget i de enkelte kommuner. Mange steder er boligsalget ligefrem gået frem under coronakrisen. Hvorvidt det fortsætter, afhænger i høj grad af, hvad der sker, når hjælpepakkerne ophører, og hvordan en eventuel yderligere stigning i ledigheden vil påvirke danskernes boligplaner."

Indtil videre realiserer danskerne dog deres boligkøb i stor stil, og det er også værd at bemærke, at salget af ejerlejligheder steg en del i maj måned sammenlignet med april og marts. Således blev der i maj solgt 1.558 ejerlejligheder, hvilket kun er 39 færre end i maj sidste år.

Udviklingen i antal solgte boliger i 2020 – før og efter coronanedlukningen:

Boligtype Solgte i januar Solgte i februar Solgte i marts Solgte i april Solgte i maj Ændring seneste måned Ændring seneste år
Villaer/rækkehuse 3.763 4.209 3.985 3.605 4.992 38% 3%
Ejerlejligheder 1.513 1.609 1.291 1.087 1.558 43% -2%
Sommerhuse 611 792 917 1.305 2.132 63% 93%
Alle boligtyper 5.887 6.610 6.193 5.997 8.682 45% 15%

(Tabellen dækker over alle handlede villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidsboliger i perioden januar-maj 2020. Kilde: Boligsiden)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal