B&O/Nordea: Aktien stadig for dyr trods kursdyk
Nordea, der for nylig sænkede sin anbefaling af aktien i Bang & Olufsen til "stærkt salg", er nu en anelse mindre negativ og ændrer sit syn på aktien til den mindre negative anbefaling "sælg".
Det sker, efter at B&O fredag leverede regnskab for tredje kvartal og efterfølgende oplyste, at selskabet overvejer at styrke sit kapitalgrundlag. Det fik aktien til at dykke hele 13 pct. til 57 kr. Men det er stadig for dyrt, mener Nordea.
- Fredagens kursfald er ikke en købsmulighed. Selvom den traditionelle AV-forretning udviste en lille smule vækst, så var der et stort omsætningsfald på 24 pct. for B&O Play. Det tyder på, at B&O bliver nødt til at udvikle nye Play-produkter i et hurtigere tempo for at holde væksten oppe. Noget som kan blive svært, givet det lille selskabs begrænsede udviklingsressourcer, skriver Nordea og uddyber:
- Man skal ikke lade sig narre af aktiens store kursfald siden 2007. I samme periode er antallet af aktier øget med ca. 70 pct. Der er altså væsentligt flere aktier til at deles om de fremtidige overskud i dag end dengang. Derfor er aktien stadig dyrt prissat i vores øjne.
Nordea sænkede anbefalingen til "stærk salg" tirsdag den 8. april som optakt til regnskabet.
Bankens kursmål for B&O-aktien fastholdes på 53 kr.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk