Brøndby vil hente 171 mio. kr. ved salg af nye aktier

Udgivet den 10-01-2025  |  kl. 09:08  |  
Arkiv: Foto

Fodboldselskabet Brøndby - Brøndbyernes I.F. Fodbold - har besluttet at sætte gang i et udbud af nye aktier med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Det fremgår af en børsmeddelelse fra Brøndby fredag morgen.

Der udbydes op til 570.332.733 nye aktier a nominelt 0,25 kr. til en tegningskurs på 0,30 pr. aktie.

Det samlede bruttoprovenu fra emissionen bliver lige over 171 mio. kr. hvis alle nye aktier sælges.

De samlede omkostninger i forbindelse med udbuddet forventes at blive 7 mio. kr., oplyser Brøndby.

Brøndby IF har modtaget forhåndstilsagn på op til 114 mio. kr. - svarende til 66,6 pct. af det maksimale nye antal aktier, der udstedes.

Global Football Holdings, bestyrelsesformand Jan Bech Andersen og Røsler Holding har, på visse betingelser, afgivet forhåndstilsagn. Yderligere er der også forhåndstilsagn fra bestyrelsesmedlem, Niels Roth, administrerende direktør Ole Palmå og finansdirektør Mikkel Jønsen.

KAPITAL SKAL LØFTE BRØNDBY IF TIL NÆST NIVEAU

Kapitalforhøjelsen skal hjælpe med at løfte Brøndby IF videre til næste niveau.

Selskabet rejser kapital med det formål at forbedre de økonomiske resultater ved at opnå kontinuerlig deltagelse i ligaspillet i UEFA's klubturneringer, frigøre spillernes transferpotentiale og udnytte kommercielle vækstmuligheder.

- At konkurrere om titler herhjemme og sætte vores præg i Europa er ikke bare en drøm; det er en ambition, vi arbejder for hver eneste dag. Denne kapitalforhøjelse er et afgørende skridt på den rejse. Vi ønsker at rejse den nødvendige kapital, så vi sammen kan løfte Brøndby IF videre, udtaler Jan Bech Andersen, formand og investor i Brøndby.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯