Brexit: Britisk erhvervsliv mister tillid til økonomien inden brexit

Udgivet den 27-12-2018  |  kl. 06:34  |  

Britiske erhvervslederes tillid til økonomien er faldet til det laveste niveau i 18 måneder. Det er sket, sideløbende med at risikoen for et britisk exit fra EU uden en skilsmisseaftale stiger.

Det fortæller organisationen Institute of Directors (IoD), der repræsenterer flere end 30.000 topchefer i Storbritannien.

IoD har foretaget en rundspørge blandt medlemmerne, der tæller chefer og ledere i de fleste af landets toneangivende virksomheder.

Og stemningen i erhvervstoppen er dyster, fortæller cheføkonom hos IoD Tej Parikh.

- Erhvervsledere ser frem mod næste års økonomiske udvikling med bæven, siger han.

- Vi så forsigtig optimisme, da forhandlingerne om brexit udviklede sig i starten af året, og der var tale om en overgangsperiode efter vores udtræden. Den optimisme er helt forsvundet nu.

Briterne skal forlade EU 29. marts. I øjeblikket er der stor usikkerhed om, hvorvidt premierminister Theresa Mays udkast til en skilsmisseaftale vil blive godkendt af det britiske Underhus.

Internt i hendes eget parti er modstanden enorm, og det kan resultere i en såkaldt hård brexit. Og det ville være ødelæggende for økonomien, siger Parikh.

- Udsigten til en hård brexit i den nærmeste fremtid fylder meget i erhvervslivet. Det skaber usikkerhed, siger han.

Officielle opgørelser fra det britiske finansministerium viste tidligere på måneden, at niveauet af investeringer i Storbritannien er faldet støt i 2018.

Theresa May udskød i starten af december afstemningen om brexitaftalen i Underhuset.

Afstemningen skal i stedet holdes i tredje uge i januar, fastslog hun ved den lejlighed og understregede, at valget står mellem hendes aftale, ingen aftale eller intet brexit overhovedet.

- Jeg ved godt, at det ikke er den perfekte aftale for alle. Men vi kan ikke lade det perfekte blive vores fjende. Så risikerer vi at forlade EU uden en aftale, lyder det fra Theresa May.

Premierministeren har dog afvist muligheden for en ny folkeafstemning om briternes medlemskab af EU.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
15:34:01

 
5,17%
 
15:34:01

 
4,04%
 
15:34:01

 
2,08%
 
15:34:01

 
0,28%
 
15:34:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder