C. W. Obel 12 mdr.: Ordinært før skat 302,6 mio. kr. (175,7 mio. kr.)
København--19. marts--NetPosten--Den negative udvikling i C. W. Obel koncernen efter købet af SN Holding i 1996 er vendt. C. W. Obel koncernen kom således ud af 1998 med et regnskabsresultat på 203 mio. kr. efter skat, hvilket er en fordobling i forhold til året før. Resultatet før skat steg til 302,6 mio. kr. fra 175,7 mio. kr.
Resultatet er opnået gennem en organisk vækst på 14 pct., en pæn fremgang i Skandinavisk Tobak samt omfattende omstruktureringer i koncernens selskaber. Oprydningen i tre tunge problemområder i Malaysia, Sverige og Tyskland er gennemført og under kontrol.
Resultatet af den primære drift er forbedret fra minus 29 mio. kr. til plus på 74 mio. kr. Dette skyldes først og fremmest en sund udvikling i kerneforretningen Tekniske Installationer og Service. Også området Øvrige Selskaber har bidraget til fremgangen i resultatet. Forretningsområdet Ejendomme har opnået et acceptabelt resultat af primær drift på 57 mio. kr. mod 61 mio. kr. i 1997.
- Udviklingen i resultatet af den primære drift er tilfredsstillende, ikke mindst på baggrund af de betydelige omkostninger til omstrukturering og konsolidering, siger adm. direktør Mogens Hugo Jørgensen.
C. W. Obel koncernen omsatte for 4.458 mio. kr. mod 3.901 mio. kr. i 1997. Den samlede koncernomsætning ventes at falde i 1999 som følge af afmatningen i Danmark inden for Tekniske Installationer og Service. Der ventes pæn vækst i Norge og en vis vækst i Sverige. På grund af den omfattende restrukturering samt oprydning i de tre tunge problemområder forventes fortsat fremgang i resultatet før skat for året 1999.