Carlsberg etablerer nordisk IT-selskab
Carlsberg Breweries A/S har pr. 1. februar 2004 etableret et nordisk IT-
selskab, som planlægger at varetage IT- opgaver for Carlsberg Breweries'
bryggerier i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Carlsberg Nordic IT
Services A/S er det første selvstændige fælles servicecenter i Carlsberg
Gruppen, og selskabet vil få stor betydning for den måde, Carlsberg vil
drive sin virksomhed på i fremtiden.
- Carlsberg Nordic IT Services vil skabe synergier og dermed væsentlige
besparelser på IT-området, siger Ole Damsgaard, direktør for Carlsberg
Nordic IT Services.
De nordiske Carlsberg bryggerier er i dag på vej til at få en fælles
forretningsmodel for områder som salg, supply chain og logistik, og for at
understøtte disse forretningsprocesser bliver SAP R/3 implementeret som nyt
fælles IT-system i de nordiske selskaber i løbet af 2004 og 2005.
-I stedet for at have tre forskellige service-desk applikationer, fire
forskellige forretningssystemer, forskellige email- og kalendersystemer samt
en række parallelle projekter med samme mål, så samler vi det hele i ét
system, forklarer Ole Damsgaard.
Et af målene for det nye fælles, nordiske selskab er ifølge Ole Damsgaard at
opbygge et stærkt samarbejde med nordiske kunder.
- Vi skal arbejde på samme måde som en ekstern virksomhed, hvor der er fokus
på kunderne, og hvor vi er en vigtig sparringspartner. Men for at være en
god partner til forretningen, er det vigtigt at alle medarbejdere føler
ansvar, er fleksible og har god forståelse for forretningen, siger Ole
Damsgaard.
På nuværende tidspunkt er der 70 medarbejdere i den nye organisation. Men
man regner med i løbet af 2004 at ansætte yderligere kvalificerede personer
med såvel IT- som merkantil baggrund til operationelle og strategiske
IT-opgaver. Carlsberg Nordic IT Services forventer i starten af 2005 at have
ca. 110 medarbejdere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland.