Cheføkonom efter ledighedstal: Frygter udløb af lønkompensation

Udgivet den 02-06-2020  |  kl. 12:26  |  

Antallet af personer, der meldte sig ledige den første dag i måneden, faldt mandag for 2. måned i træk. Det samlede antal af tilmeldte ledige var stabilt i hele maj.

Det viser tal fra beskæftigelsesministeriet.

Mandag meldte 2898 personer sig ledige, hvilket er et fald fra omkring 5500 personer den 1. maj. Den 1. april meldte omkring 9000 personer sig ledige.

Antallet af nytilmedte ledige stiger altid mere den første dag i måneden end ellers på grund af opsigelsesvarsler.

- Af selvsamme årsag er de her tal aldrig behagelige ved månedsskifter, og det bliver heller ikke rar læsning om en måned, hvor tremåneders-opsigelserne fra marts kommer til at dominere, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar, og advarer mod at tolke mandagens ledighedstal for optimistisk.

- Det er nemlig i høj grad påvirket af de forskelligartede opsigelsesvarsler, hvor man typisk ser ingen, en- eller tremåneders varsler. Så binder man sin glæde på den aftagende tendens, så kan man blive slemt skuffet den kommende tid, siger Jeppe Juul Borre.

SAMLET LEDIGHEDSSTIGNING ER BREMSET OP

Samlet er antallet af ledige under coronakrisen - eller siden uge 11 - gået op med 48.169 personer.

I løbet maj har tallet dog været stabilt, efter at være braget op i marts og april.

- Det er yderst glædeligt, at den samlede ledighedsstigning er bremset helt op. Men inden armene løftes for højt op over hovedet, så kan der være nye og mærkbare stigninger i vente, siger Jeppe Juul Borre.

Udover personer med tre måneders opsigelsesvarsel står regeringens lønkompensationsordning nemlig i øjeblikket til at udløbe 8. juli for de flestes vedkommende.

- Forlænges den ikke, forventer vi at se en stigning i ledigheden, som kan udkonkurrere de i forvejen voldsomme stigninger i marts og april, siger Jeppe Juul Borre.

Ifølge Danmarks Statistik steg ledigheden med knap 14.000 i marts, mens april bød på en stigning på 35.500 nytilmeldte ledige.

OPTIMISTISK PÅ DANSK ØKONOMIS VEGNE

På trods af de mørke ledighedstal, så er Arbejdernes Landsbank generelt optimistisk på dansk økonomis vegne.

For selv om coronakrisen lige nu er ekstrem, så forventer banken også, at den bliver kortvarig.

- Det betyder, at vi ser en del af den nuværende ledighedsstigning falde tilbage igen allerede mod slutningen af året, siger Jeppe Juul Borre.

- Optimismen sker særligt på baggrund af en solid og balanceret økonomi inden krisen med rekordhøj beskæftigelse, sunde offentlige finanser og hurtige hjælpepakker, som har bidraget til at dulme salget, forsætter han.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Relaterede nyheder