Cheføkonom: Fald i europæisk inflation giver grønt lys for rentenedsættelser
Inflationen er endnu engang på vej ned i Europa, og det bekræfter udsigterne til endnu en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) senere torsdag.
Det konstaterer Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal, efter nye forbrugerpristal for eurozonen netop er offentliggjort.
- Der er grønt lys for at sætte renten ned. Godt nok er kerneinflationen over 2 pct., men inflationen er så meget under kontrol, at ECB godt kan sænke renten, uden at inflationen blusser op igen. Samtidig er væksten i Europa svag. Især den tyske økonomi hoster og harker, og derfor er der gode argumenter for at sænke renten, så europæisk økonomi undgår en krise, skriver Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal.
Friske tal fra eurozonen viser torsdag, at inflationen i september faldt på årsbasis til 1,7 pct. fra 2,2 pct. i august. Samtidig viser kerneinflationen, som er renset for energi og fødevarer, et fald på årsbasis til 2,7 pct. fra 2,8 pct.
Ifølge Erik Bjørsted er de europæiske lønmodtageres købekraft dog fortsat underdrejet, og det sænker købelysten hos forbrugerne.
- Der har været pæne lønstigninger i Europa, men der er tegn på, at lønstigningerne er ved at aftage. Og trods de pæne lønstigninger har lønmodtagerne ikke spundet guld. Købekraften er ikke genskabt. Reallønnen i euroområdet er fortsat lavere, end før priserne begyndte deres himmelflugt, skriver Erik Bjørsted.
- De lavere renter kan dog være med til at løfte humøret hos forbrugerne og øge virksomhedernes investeringer, skriver cheføkonomen videre.
.\\˙ MarketWire