Cheføkonom: Faldet i vareeksporten er overstået

Udgivet den 09-10-2009  |  kl. 16:06  |  

Danmarks Statistiks foreløbige opgørelse af vareeksporten, som rækker frem til august 2009, indikerer, at vareeksporten eksklusiv energivarer stort set er stabiliseret på et niveau omkring 15 pct. lavere end sidste år.

Tallene bekræfter hermed, at de meget store fald, som eksporten var udsat for i slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009, er overstået.

 

 

- De nye tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at dansk eksport er ramt markant af den lavere efterspørgsel i udlandet, men også at den generelle situation er nogenlunde stabiliseret, udtaler Jacob Warburg, cheføkonom i Udenrigsministeriet, Eksportrådet.

 

 

- Men situationen er meget forskellig på de enkelte markeder. Eksporten til Tyskland er fortsat udsat for et stort fald, ligesom situationen i Sverige og Storbritannien heller ikke endnu er stabiliseret. Til gengæld ser det ud til, at eksporten til USA er stabiliseret, og at eksporten til Norge er i pæn fremgang, tilføjer han.

Det er fortsat Jacob Warburgs forventning, at eksporten i den sidste del af 2009 og ind i 2010 vil fremvise en moderat fremgang fra det aktuelle lave niveau, efterhånden som de vækstfremmende initiativer i landene omkring Danmark trækker mere gang i økonomierne.

 

Udgivet af: NPinvestordk