Chipkoncernen Arm får byge af positiv analysenyt - aktien falder inden åbning

Udgivet den 09-10-2023  |  kl. 14:50  |  

Chipteknologikoncernen Arm Holdings er i analytikernes fokus mandag, efter flere er begyndt at følge aktien med anbefalinger og kursmål.

Ifølge Bloomberg News har 20 analytikere en anbefaling på Arm, og de 13 siger "køb", seks har en holdanbefaling, mens en anbefaler "sælg".

18 ud af de 20 analytikere har et kursmål for aktien, og det ligger i gennemsnit på 62,46 dollar. Aktien lukkede i 54,08 dollar fredag, hvor Arm-aktien steg 3 pct.

Analytikerne mener, at selskabets dominans på smartphonemarkedet og potentiale for udvidelse til datacentre kan styrke indtjeningsvæksten.

JPMorgans anbefaling er "overvægt" og kursmålet 70 dollar. Også Barclays har anbefalingen "overvægt".

Derudover har blandt andet Deutsche Bank, Jefferies, Citi og Guggenheim en købsanbefaling, mens finanshuset Bernstein som det eneste har en negativ anbefaling - "underperform", hvilket da også kan ses af kursmålet på 46 dollar.

Bygen af analytikernyt kommer, efter en stilleperiode for næsten 30 banker, der var med til at tegne børsnoteringen, er udløbet.

Arm Holdings falder mandag i formarkedet med 0,4 pct. til 53,86 dollar.

Arm blev børsnoteret den 14. september til en pris på 51 dollar, og selskabet bragede ind på børsen med en kursstigning på 24,7 pct. til 63,59 dollar

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯