Chipproducent dykker på regnskab

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 23:27  |  

Amerikanske Skyworks, der blandt andet er storleverandør til sortlistede, kinesiske Huawei falder i tirsdagens eftermarked med 6,0 pct., selv om koncernen med sine kvartalstal nåede konsensus.

Aktien var dog allerede steget med mere end 50 pct. siden nytår.

Selskabet fik i sit fjerde kvartal et omsætningsfald på 18 pct. til 827 mio. dollar mod ventede 825 mio. dollar, mens det justerede overskud landede på 1,52 dollar per aktie, en tilbagegang fra 1,94 dollar, mod konsensus på 1,50 dollar, ifølge Bloomberg News.

- Skyworks leverede et solidt resultat i regnskabsårets fjerde kvartal og sluttede et år med ekstraordinær markedsvolatilitet og forandring, udtaler en tilfreds topchef, Liam K. Griifin, i regnskabet.

Skyworks' prognose for omsætningen i første kvartal lyder samtidig på et interval mellem 870 og 890 mio. dollar mod forventningerne på Wall Street på 871 mio. dollar.

Samtidig regner koncernen med en indtjening per aktie i perioden på 1,65 dollar mod ventede 1,61 dollar, og dermed er der lagt op til vækst på både top og bund i forhold til det netop overståede kvartal.

Skyworks har i hele regnskabsåret hensat 70,4 mio. dollar til tab på lager på grund af, at den kinesiske kunde Huawei blev sat på USA's sorte liste, hvilket har betydet et forbud mod at samarbejde med kunden.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder