Chr. Hansen-kassemester om muligt farve-salg: "Naturligt at overveje"

Udgivet den 02-07-2020  |  kl. 09:59  |  
Arkiv: Foto

Chr. Hansens mindste forretningsben, Natural Colors, kan ende på andre hænder.

Selskabet har torsdag kunnet fortælle, at der er startet en strategisk gennemgang af divisionen, som producerer naturlige farvestoffer til fødevareindustrien.

Det hænger sammen med, at Chr. Hansen i øjeblikket er i gang med at færdiggøre en ny strategi, fortæller finansdirektør Søren Westh Lonning.

- En naturlig del af det er også at kigge på, om man er den bedste ejer af de forretninger, man har, eller om der er andre, som vil kunne drive det bedre, siger han.

Han peger på, at farveforretningen gør brug af andre produktionsteknologier og har en anden platform end den resterende del af forretningen.

Den tæller de to divisioner Food Cultures & Enzymes, hvor der blandt andet sælges enzymer og kulturer til mejeriindustrien, og Health & Nutrition. Her produceres blandt andet probiotika til mennesker og dyr.

- Det giver begrænsede synergier. Der kan være andre spillere, hvor det passer bedre ind i platformen, og som måske er villige til at investere endnu mere i det potentiale, der er i naturlige farvestoffer, lyder det fra finansdirektøren.

Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank, peger på, at farvedivisionen ligger langt fra Chr. Hansens to andre divisioner både vækst- og indtjeningsmæssigt.

Det ses da også tydeligt i torsdagens regnskab for marts, april og maj, hvor der i Natural Colors var en organisk vækst på 1 pct. De to andre divisioner kunne fremvise en organisk vækst på 8 og 12 pct.

- Det kommer meget naturligt, da farvedivisionen har været stenen i skoen for Chr. Hansen, siger Per Fogh. Han fortæller, at analytikerne de seneste år har spurgt ind til området.

- Det giver meget god mening at få frigivet de ressourcer, som Chr. Hansen hælder i Natural Colors-divisionen og få dem kanaliseret endnu mere end i de to andre divisioner via blandt andet opkøb som dem, de har været ude at lave.

- Det vil være en bedre måde for dem at anvende deres ressourcer, mener analytikeren.

Han henviser til de to køb af østrigske HSO Health Care, der blev annonceret i april, og amerikanske UAS i starten af juni.

De fremhæves også af finansdirektør Søren Westh Lonning.

- Der er selvfølgelig en sammenhæng med, hvordan porteføljen helt overordnet set hænger sammen i Chr. Hansen. Nu kigger vi på andre områder, og så spørger vi også os selv, om der er steder, hvor vi skal reducere, siger han.

Han understreger, at beslutningen ikke har noget at gøre med coronakrisen.

- Heldigvis står vi i en styrkeposition og kan selv vælge, hvad vi vil, siger Søren Westh Lonning.

Allerede i april skulle investorerne egentlig have haft indblik i den nye strategi, som selskabet er ved at udforme.

Udbruddet af coronavirus fik dog ingredienskoncernen til at udskyde færdiggørelsen, på grund af den usikkerhed som virusudbruddet skabte.

Torsdag har Chr. Hansen dog kunnet fortælle, at sløret ventes at blive løftet 25. august, hvor der afholdes en virtuel kapitalmarkedsdag.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder