Chr. Hansen Q3: Samlet set inden for skiven med lille farveskuffelse

Udgivet den 28-06-2018  |  kl. 08:36  |  

Chr. Hansen kom gennem tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2017/18 stort set som ventet.

Omsætningen landede på 287,2 mio. euro, og overskuddet af primær drift (EBIT) før særlige poster lød på 84 mio. euro, fremgår det af regnskabet torsdag morgen.

Til sammenligning havde analytikerne set frem til en omsætning på 286,7 mio. euro og et EBIT-overskud før særlige poster på 84,6 mio. euro, viser estimater fra Ritzau Estimates.

I samme periode året før var omsætningen på 278,4 mio. euro, og der var et overskud på driften på 96,5 mio. euro.

Den organiske vækst var i kvartalet på 9 pct. mod konsensus om en organisk vækst på 8,8 pct. I tredje kvartal 2016/17 var den organiske vækst på 10,0 pct.

EBIT-marginen før særlige poster landede på 29,7 pct. akkurat som konsensus om en margin på 29,7 pct. - og en margin på 29,3 pct. for et år siden.

FASTHOLDER FORVENTNINGER

Selskabet holder fast i sine forventninger til regnskabsåret 2017/2018.

Dermed regner ingredienskoncernen stadig med at ramme en organisk salgsvækst på mellem 8 og 10 pct. og en driftsmargin, EBIT-margin, på omkring 28,9 pct., som var niveauet i 2016/17.

Aktieanalytikere adspurgt af Ritzau Estimates ventede forud for regnskabet en organisk vækst på 8,8 pct. og en EBIT-margin på 29,7 pct. for hele det skæve regnskabsår.

Koncernen venter desuden frie pengestrømme på samme niveau som de 188 mio. euro, som selskabet realiserede året før.

SKUFFENDE FARVEOMSÆTNING

Farvedivisionen, Natural Colors, klarede sig resultatmæssigt bedre end ventet blandt analytikerne, men omsætning og vækst ligger til den svage side i regnskabsårets tredje kvartal.

Omsætningen blev reduceret til 57,7 mio. euro, mens det primære driftsresultat (EBIT) steg til 8,3 mio. euro i divisionen, der producerer naturlige farvestoffer til fødevareindustrien.

Til sammenligning var der ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning på 59,2 mio. euro og et driftsresultat før særlige poster på 7,8 mio. euro.

I samme periode for et år siden lød omsætningen på 58,5 mio. euro, hvilket blev vekslet til et driftsresultat på 8,2 mio. euro.

EBIT-marginen i Natural Colors var på 14,4 pct. Analytikerne havde set en overskudsgrad på 13,2 pct. I tredje kvartal for et år siden var EBIT-marginen 14,1 pct.

Den organiske vækst landede på 6,0 pct. i kvartalet. Her havde analytikerne ventet 8,0 pct. mod 6,0 pct. i samme kvartal året før.

EKSTRAORDINÆRT UDBYTTE

Chr. Hansen vil i forlængelse af sit regnskab for tredje kvartal udbetale et ekstraordinært udbytte på 5,94 kr. per aktie. Det oplyser selskabet i kvartalsregnskabet.

Beslutningen er truffet på baggrund af selskabets udvikling og opbygningen af pengestrømme i årets første ni måneder, fremgår det af regnskabsmeddelelsen.

Det ekstraordinære udbytte svarer til 105 mio. euro.

Tabel over analytikernes forventninger til Chr. Hansens regnskab for tredje kvartal 2017/18:

Mio. euro Q3 17/18 Q3 17/18(e) Q3 16/17 FY 17/18(e) FY 16/17
Omsætning 282,7 286,7 278,4 1100,9 1062,5
- Cultures & Enzymes 165,9 168,9 162,0 652,0 617,5
- Health & Nutrition 59,1 58,4 58,5 226,8 224,7
- Natural Colors 57,7 59,2 57,9 222,3 220,3
Organisk vækst 9 8,8 8,9 8,9 10,0
EBIT før særlige poster 84 84,6 81,6 316,6 307,1
EBIT-margin i % f.s.p. 29,7 29,7 29,3 28,8 28,8
Resultat før skat 78,6 80,7 76,2 299,8 290,9
Nettoresultat 60,5 61,9 57,9 230,3 224,0

(e) = medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til otte analytikere.

Chr. Hansens forventninger til 2017/18:

Ved Q3 Ved Q2
Organisk omsætningsvækst i % 8-10 8-10
EBIT-margin før særlige poster i % Omkring 28,9 Omkring 28,9

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder