Chr. Hansen/Sydbank: Divisionerne stikker to retninger i regnskabet

Udgivet den 08-10-2020  |  kl. 11:23  |  

Det er to meget forskellige historier, der fylder i Chr. Hansen Holdings regnskab for fjerde kvartal 2019/20 torsdag morgen, der umiddelbart havde store udsving i forhold til konsensus.

Divisionen Health & Nutrition stikker nemlig meget positivt ud med en langt stærkere organisk vækst end ventet, mens Food Cultures & Enzymes umiddelbart skuffer klart.

Health & Nutrition leverede i fjerde kvartal 2019/20 en organisk vækst på 18 pct. mod ventet 10,4 pct. blandt analytikerne ifølge de seneste konsensusestimater fra Chr. Hansen selv, der er lavet efter frasalget af Natural Colors.

Omvendt leverede Food Cultures & Enzymes i kvartalet en vækst på 5 pct. mod ventet 7,9 pct. blandt analytikerne.

- Health & Nutrition er virkelig stærkt. Det er især Animal Health og Plant Health, som bare brager igennem. I Animal Health har Chr. Hansen set fremgang på alle parametre, og Plant Health har haft et virkelig stærkt salg i særligt Latinamerika, forklarer Per Fogh, der er analytiker hos Sydbank.

- Kigger man på Food Cultures & Enzymes, er det en lidt anden historie. Det skuffer, og det gør det både før og efter indregning af valutamodvinden i kvartalet. Den organiske vækst på 5 pct. er noget under markedets forventninger, og det slår igennem hele vejen ned gennem resultatopgørelsen, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Sydbank havde selv et estimat på 5 pct. for den organiske vækst i Food Cultures & Enzymes, men til gengæld var estimatet for Health & Nutrition noget under den faktiske udvikling.

Samlet set endte Chr. Hansen derfor nogenlunde på niveau med det ventede hos Sydbank, men stadig lidt under forventningerne i markedet.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯