Coloplast/dir: Stadig meget hårdt arbejde forude i USA for sårpleje

Udgivet den 23-08-2019  |  kl. 13:34  |  

Øgenavnet "problembarn" er blevet udskiftet med pænere vækstrater for hud- og sårplejeforretningen hos den danske medicokoncern Coloplast de seneste ni måneder.

Der venter dog stadig en del hårdt arbejde forude, hvis direktøren for forretningsområdet, Nicolai Buhl Andersen, skal kunne erklære sig fuldt ud tilfreds, og der satses særligt på at vokse på både det store amerikanske og kinesiske marked inden for sårpleje.

- Lige nu vokser vi markant mere end markedet - næsten mere end dobbelt så meget. Væksten er heldigvis drevet af, at vi har et nyt bedre momentum i vores amerikanske forretning, og vi har også et fornuftigt og godt momentum i vores kinesiske forretning, siger direktøren til Ritzau Finans.

- Samtidig er der også godt momentum i vores europæiske forretning. Så det er vi glade for, men vi vil have meget mere ud af USA og Kina, men så langt så godt, fortsætter han.

Coloplast opgør hud- og sårplejeforretningen som en samlet division i regnskaberne, men det er primært sårplejeforretningen, som medicokoncernen investerer i og vil have til at vokse markant.

VÆKSTEN ER TAGET TIL I LØBET AF I ÅR

Hudplejeforretningen er også primært en amerikansk forretning, mens Coloplast sælger sårplejeprodukter til store dele af verden. I de første ni måneder af Coloplasts skæve regnskabsår 2018/19 voksede salget i den samlede division med 9 pct. organisk, og for sårplejedelen var der isoleret set tale om en vækst på 8 pct.

Til sammenligning voksede sårplejeforretningen 5 pct. organisk i hele 2017/18, og i det årsregnskab fortalte Coloplast, at væksten på sårplejemarkedet generelt ventes at udgøre mellem 2-4 pct.

I sårplejesegmentet er det danske selskab den femtestørste producent i verden, og planen er at rykke op på listen i fremtiden ved at investere i særligt Kina og USA.

For at stå bedre på det amerikanske marked har Coloplast de seneste år skiftet ud i forretningsområdets ledelse, struktur og produktportefølje, og de første positive effekter af det arbejde viste sig for alvor i april, maj og juni i år.

- Vi skal have en helt anden størrelse på vores sårplejeforretning i USA, men det gode er, at mange af de kunder, vi skal ud at besøge, er store inden for både hud- og sårpleje. Derfor fortæller vi dem, der allerede kender os fra hudpleje, at vi har en ny portefølje på sårpleje, og om de ikke er interesserede i at bruge mere af det.

- Det er det arbejde, vi er i gang med nu, og kunderne responderer positivt på, at vi nu både er en hud- og sårplejespiller i USA. De produkter, vi går ud med nu, er dem, der skal til for at vinde kontrakterne i USA. Så vi er i gang, og vi kan se, at vi gør det rigtige, men der er stadig meget hårdt arbejde foran os i USA, før vi er der, hvor vi skal være, siger Nicolai Buhl Andersen.

ANDET HALVÅR SLUTTER MEGET BEDRE I USA

På det amerikanske marked har medicokoncernen udvidet porteføljen til både at inkludere forebyggende produkter og produkter til akut brug, og først i det tidlige forår 2018 blev Coloplast ifølge direktøren for alvor konkurrencedygtig på markedet for sårpleje.

Det fik også direktøren til at slå fast i september sidste år, at fremgangen i USA ville sætte ind i tredje og fjerde kvartal i år, og den forudsigelse ser indtil videre ud til at holde stik.

- Vi har heldigvis haft et godt tredje kvartal i USA, så pengene passer. Der har været et meget bedre moment her i starten af andet halvår, og vi tror på, at vi lukker bøgerne med et markant bedre andet halvår end første halvår i USA på både hud- og sårpleje, men vi skal have meget mere, siger Nicolai Buhl Andersen.

I USA arbejder selskabet på at vinde såkaldte IDN-kontrakter. Det er en forkortelse for "integrated delivery networks" og dækker over et netværk af virksomheder inden for sundhedssektoren.

For at kunne vinde en af de kontrakter, skal producenterne først prækvalificere sig for overhovedet at kunne deltage i processen. Når Coloplast har prækvalificeret sig til at søge kontrakten, indgår det i selskabets såkaldte kontraktportefølje.

- Vi kan sætte en værdi på vores kontraktpipeline, for vi ved, hvor stor en kategori, vi får lov til at byde ind på. Værdien i dag af de kontrakter er markant større, end værdien af de kontrakter vi havde i vores pipeline for 12 måneder siden. Både på hud- og sårpleje, siger Nicolai Buhl Andersen.

SKAL OGSÅ VISE AT KONTRAKTERNE VINDES I SIDSTE ENDE

Kontraktporteføljen er dog ikke et udtryk for de kontrakter, Coloplasts hud- og sårplejeforretning er sikker på at få del i, og derfor er det også vigtigt for direktøren, at en del af prækvalificeringerne også fører til endelige sejre.

- I USA skal vi vise, at vi kan vinde et substantielt stort antal kontrakter. Det er fint, at man kommer med til bordet, men vi skal også vise, at vi vinder kontrakterne i sidste ende - eller bare bliver en del af dem. De fleste kontrakter går ikke bare til en enkelt spiller, siger direktøren.

USA kommer dog på en delt førsteplads med Kina, når direktøren skal pege på de markeder, som Coloplast vil investere i for at vokse inden for sårplejeforretningen.

INGEN TIDSHORISONT FOR FORDOBLING

Coloplast lancerede på kapitalmarkedsdagen i 2016 målet om at fordoble sårplejeforretningen, og dengang annoncerede medicoselskabet, at det ville fordoble markedsandelen og lønsomheden frem mod 2020/2021.

Det mål blev allerede skudt til hjørne i august året efter, hvor selskabet fortalte, at det ville tage et til to år længere at nå dét mål. På nuværende tidspunkt vil direktøren dog ikke fastsætte en tidshorisont for, hvornår målet skal være opfyldt.

- Der kan være masser af eksterne faktorer, der afgør, hvornår vi er i mål. Vi er gået lidt væk fra timingen for, hvornår vi skal fordoble forretningen, men vores ambition er stadig at gøre forretningen større, så den også bliver mere profitabel. Vi øger lønsomheden ved især at vinde i USA og Kina, fordi priserne er bedre der end i Europa, siger direktøren.

En ny fransk prisreform, som den der trådte i kraft denne sommer, er én af de eksterne faktorer, der kan påvirke forretningen. Coloplast har tidligere i år oplyst, at reformen i gennemsnit vil skære priserne omkring 2 pct. inden for sårplejeprodukter.

Tidligere har sundhedsreformer i Grækenland også tynget i forretningsområdet, og det kinesiske marked for sårpleje har tidligere været tynget af, at flere store hospitaler skulle spare.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
16/09/19

 
9,80%
 
16/09/19

 
6,66%
 
16/09/19

 
3,72%
 
16/09/19

 
3,59%
 
16/09/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder