Coloplast/Sydbank: Forvænt marked straffer lidt svagt regnskab

Udgivet den 30-01-2013  |  kl. 12:11  |  

Trods markant indtjeningsvækst er Coloplasts regnskab til den svage side, og har sendt aktien baglæns fra rekordkursen tirsdag på 292,60 kr.

Coloplast falder mest i C20-indekset med 3,6 pct. til 282 kr. efter regnskabet, som skuffede lidt målt på toplinjen.

- Forventningerne er bygget højt op i Coloplast, kursen har hamret afsted de seneste år, og Coloplast har leveret varen gang på gang. Så er der altså ikke råd til at komme ud med et regnskab på det jævne, eller til den svage side, siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han peger på, at Coloplast godt nok leverer et rekordresultat, men ikke helt formår at levere varen på toplinjen.

Blandt andet den store stomiforretning skuffer, primært fordi salget i Rusland er dykket fra samme periode sidste år, hvor Coloplast leverede flere større udbud. Også Coloplasts andet store forretningsområde Kontinens er lidt svagere end Søren Løntoft Hansen havde ventet, mens den lille Urologi-forretning klarer sig godt.

Til gengæld er der stadig ingen tegn på bedring i Sårplejeforretning.

- Den har en negativ organisk vækst på 4 pct. Forretningsområdet er stadigvæk en meget tung klods om benet for Coloplast, og det ser ud til at fortsætte. Den meget intense konkurrence inden for sårpleje og prispresset gør, at Coloplast er ramt af tilbagegang, konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Coloplast peger selv på en utilfredsstillende udvikling på vækstmarkederne. Lande som Rusland, Kina og Brasilien er ellers udset som morgendagens store vækstmotor, der i årene fremover skal gøre det muligt for Coloplasts vækstrater at lægge lidt større afstand til markedsvæksten.

- I forhold til den vækststrategi, der blev offentliggjort sidste år, hvor en del af vækststrategien relaterede sig til de nye markeder, så er det selvfølgelig skuffende at se, at vækstmarkederne ikke klarer sig som forventet, siger Søren Løntoft Hansen.

Omsætningen i regionen "øvrige markeder" voksede med 9 pct. til 339 mio. kr. Også den organiske vækst var 9 pct. Baggrunden for den - ifølge Coloplast utilfredsstillende udvikling - var negativ vækst i Rusland, som var forventet på grund af levering af en række større udbud i første kvartal sidste år. Dertil kommer, at væksten i Kina var lavere end tidligere kvartaler, forklarer Coloplast.

Sydbanks Søren Løntoft Hansen er dog endnu ikke bekymret over udviklingen på Coloplast vækstmarkeder.

- Jeg tror, at vi skal se nogle flere kvartaler på de nye markeder. Jeg vil gerne se, hvordan sammenligningsgrundlaget påvirker i forhold til Rusland, som nok mudrer billedet lidt. Jeg tror vi skal se nogle flere kvartaler, før vi kan sige, om det giver anledning til panderynker.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:42 Råvarer: Oliepriserne presses ned af stigende brændstoflagre i USA
06:38 Asien: Aktier falder let i forsigtigt marked med fokus på Kina og amerikanske jobtal
06:36 USA/T-bond: Små rentebevægelser før fredagens vigtige jobrapport
06:35 USA/lukning: Ujævn handel endt med beskedent plus - Meta tyngede - Eli Lilly løftede
06:34 Centralbankchefer ønskede "forsigtig" pengepolitik den kommende tid
06:34 Pandora får hævet kursmålet med 100 kr. af ABG
06:33 ISS får sænket anbefaling til "undervægt" fra "ligevægt" af Morgan Stanley
06:32 Valuta: Dollar fortsat tæt på flere måneders toppunkt
06:30 Kalender med link - torsdag den 9. januar
17:51 Europa/lukning: Trump sendte våbenaktier i vejret mens Vestas blev sendt til bunds
17:51 Kvantecomputeraktier bliver tæt ved halveret efter negativ kommentar fra Nvidias topchef
17:14 Mikrochipselskabet AMD dykker på sænket anbefaling fra HSBC
17:10 Onsdagens obligationer: Rentehop i nervøst marked efter Trump-snak og nøgletal
17:07 Onsdagens aktier: Trump-snak sendte Ørsted og Vestas til bunds i rødt C25
16:42 Størrelsen af amerikanske råolielagre faldt mindre end ventet
16:00 Amerikansk centralbankmedlem vil have lavere rente
15:47 USA/åbning: Ebay banker op efter Facebook-aftale - kvanteaktier får store klø
15:27 Trump-støj kan bruges til at købe op i aktier anbefaler investeringsstrateg
14:56 USA/tendens: Ebay belønnes for Facebook-aftale i ventet flad åbning
14:18 Færre job på det private arbejdsmarked i USA end ventet