Container/Alphaliner: Brug for at skære dybere i kapaciteten
Der er brug for at skære mange flere sejladser fra på containerruten mellem Asien og Europa, hvis raterne ikke skal fortsætte med at styrtdykke. Sådan lyder konklusionen fra shippinghuset Alphaliner, der i sit seneste ugebrev har analyseret kapaciteten på ruten.
Spot-fragtraterne er halveret fra 1500 dollar til 765 dollar per tyvefodscontainer (teu) på ruten i løbet af to måneder med konstant fald ifølge SCFI-indekset.
- Raterne kan ramme 500 dollar per teu i de næste par uger, hvis rederierne fortsætter med at sætte raterne kraftigt ned, skriver Alphaliner.
Et niveau omkring 1000 dollar per teu har typisk været regnet som minimum for, at rederne kan undgå underskud på ruten. I de senere år har rederier, især Maersk Line, dog sparet på udgifterne, så de ser ud til at kunne leve med lidt lavere rater.
Ratefaldet skyldes i høj grad, at rederierne de sidste måneder har fået leveret mange nye og store containerskibe med kapacitet på mellem 13.000 og 18.000 teu per styk, heriblandt Mærsks Triple-E-skibe.
Der er derfor stort behov for, at rederierne strammer endnu mere op og fjerner yderligere kapacitet fra ruten for at undgå fortsatte ratefald. I øjeblikket er der varslet aflyste sejladser i forbindelse med de kinesiske "golden week"-helligdage, men effekten ventes at blive kort, skriver Alphaliner.
Ifølge analysehuset ser alle de større rederier hinanden an og venter på, at et af dem laver første træk med at fjerne kapacitet. Efterspørgslen ventes fortsat at være svag i oktober og november, hvilket er lig med fortsat pres på kapacitetsudnyttelsen og deraf raterne, skriver Alphaliner.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk