Danmark/Nordea: Privatforbrug godt fra start i år

Udgivet den 11-02-2014  |  kl. 09:51  |  

Det danske privatforbrug har fået en god start på det nye år.

Det er Nordeas konklusion på tal fra Finansrådet, der viser, at betalingsindikatoren i januar er steget til 0,41 mod 0,10 i sidste måned.

- Det er det højeste niveau, der er målt for januar siden krisens start i 2008. Fremgangen i betalingsindikatoren bliver både trukket af en stigende dankortomsætning og af et højere niveau for kontooverførsler og indbetalingskort, anfører senioranalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea i en kommentar.

Han vurderer, at den begyndende vending i husholdningernes forbrug skyldes et sammenfald af flere forskellige faktorer:

For det første oplever husholdningerne lige nu en begyndende fremgang i købekraften som følge skattelettelser, afgiftsnedsættelser og en lille positiv reallønsfremgang.

For det andet de seneste års kombination af stigende aktiekurser og faldende renter, der har sendt husholdningernes finansielle nettoformue op på et meget højt niveau.

For det tredje er også husholdningerne selv begyndt at se mere lyst på fremtiden, hvilket tydeligt ses af de seneste måneders kraftige stigning i forbrugertillidstallene, hvor optimismen er steget til det højeste niveau siden slutningen af 2007.

- Dermed er alle tre delelementer i den funktion, der normalt bestemmer husholdningernes forbrug på plads til, at privatforbruget kan vende tilbage som vækstmotor i dansk økonomi, konkluderer senioranalytikeren.

Derfor venter Nordea også, at privatforbruget vil stige gradvist og for hele året nå op på en vækstrate omkring 1,25 pct.

Det ser han som særdeles godt nyt, da netop det stagnerende privatforbrug er den altoverskyggende forklaring på, hvorfor dansk økonomi endnu ikke for alvor har formået at vriste sig fri af finanskrisens klør.

FAKTA

Hvad er betalingsindikatoren?

Finansrådets betalingsindikator tager hver måned pulsen på den økonomiske aktivitet på baggrund af de seneste tre måneder. Ud fra tre variabler beregnes en indikator ud fra en principal-komponent tilgang.

Følgende datakilder lægges til grund for beregningen: Dankortforbrug, kontooverførsler og indbetalingskort.

Betalingsomfanget sammenlignes med året før for at korrigere for sæsonudsving og dataserierne deflateres med forbrugerprisindekset for at give betalingsindikatoren realøkonomisk relevans.

Nye tal for betalingsindikatoren udgives den 10. i hver måned eller først følgende arbejdsdag.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder