Dansk BNP faldt uventet 0,3 pct i 3. kvartal

Udgivet den 04-12-2003  |  kl. 10:22  |  

Bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 0,3 pct. i 3. kvartal, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik torsdag. Faldet var uventet, da økonomer i snit havde ventet en vækst på 0,5 pct.

I 2. kvartal faldt BNP med reviderede 0,5 pct., og det betyder teknisk set, at Danmark er i recession.

En nedgang i lagrene samt fald i eksporten og stigning i importen bidrog væsentligt og negativt til udviklingen i BNP i 3. kvartal. I forhold til 3. kvartal sidste år faldt BNP ikke-sæsonkorrigeret med 0,8 pct.

For årets tre første kvartaler var den økonomiske aktivitet 0,2 pct. lavere end niveauet i samme periode året før.

Med et fald på 1,3 pct. i eksporten bidrog den udenlandske efterspørgsel efter danske varer og tjenester negativt til den økonomiske vækst. Da importen samtidig steg med 2,5 pct., bidrog udlandets nettoefterspørgsel væsentligt til reduktionen i BNP.

Stigningen i importen skyldes alene en stigning i importen af varer, mens faldet i eksporten dækker over et fald i både varer og tjenester.

Som i årets andet kvartal blev lagerbeholdningerne i 3. kvartal reduceret og bidrog med -0,5 pct. til ændringen i BNP. De faste bruttoinvesteringer steg med 7,3 pct. navnlig som følge af øgede investeringer i maskiner, transportmidler mv. samt i software. Samlet steg bruttoinvesteringerne med 5,3 pct.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder