Danske aktier steget mere under Nyrup end under Schlüter
Det danske aktiemarked har haft det bedre under den socialdemokratiske Nyrup-regering end under den borgerlige Schlüter-regering. Det er det overraskende resultat af udregninger foretaget på baggrund af det danske Total-indeks.
Da Poul Schlüter tiltrådte som konservativ statsminister den 10. september 1982 lå det danske Totalindeks i indeks 84,86. Lidt over 10 år efter, da Schlüter måtte gå af, var indekset steget med 229 pct. Under Schlüter-regeringen var det danske aktiemarked dermed steget med 12,1 pct. på årsbasis.
Den samme udregning for Nyrup-regeringen frem til den 15. juni 2001, da Totalindeksets beregningsgrundlag blev ændret, viser en samlet stigning på 224 pct. til indeks 905,93, men det er under en kortere årrække. På årsbasis har stigningen været på 15,2 pct.
I aktiesprog betyder det, at Nyrup har outperformet Schlüter. Beregningerne er særdeles rå og f.eks. ikke renset for inflation. Inflationen har været lavere i 1990'erne end i 1980'erne, så det ville ikke ændre på det forhold, at Nyrup-regeringen har klaret sig bedre end Schlüter-regeringen. Beregningerne tager heller ikke hensyn til internationale forhold.
Gæld og ledighed
Når Nyrup-regeringens økonomiske politik siden sin tiltrædelse i 1993 skal bedømmes, så fremhæver Sydbank i en ny økonomisk analyse især regeringens evne til at nedbringe udlandsgælden og arbejdsløsheden. Især det sidste punkt er en klassisk socialdemokratisk øvelse.
Hvor det gælder udlandsgælden, er det især den stærkt kritiserede Pinsepakke, der får smilene frem hos økonomerne i Sydbank.
- Betalingsbalance og udlandsgæld har set over hele perioden udviklet sig særdeles gunstigt. Tidligere var det i dansk økonomi utænkeligt med betalingsbalanceoverskud og høj økonomisk vækst, men dette mønster er nu brudt. Vi giver især regeringen kredit for Pinsepakken, der blev indført bl.a. af hensyn til betalingsbalancen. Pinsepakken gav øget incitament til opsparing og havde efter vores vurdering god timing og rigtig "dosis". Regeringen får derfor en karakter over middel med pil opad, skriver Sydbank i analysen.
Danmark ventes i år at få et rekord-overskud på betalingsbalancen på 42,7 mia. kr. Det vil bringe udlandsgælden ned på 176 mia. kr. mod 312 mia. kr. i 1992. Måles udlandsgælden i forhold til, hvilke økonomiske værdier der produceres i Danmark hvert år, bliver udviklingen endnu flottere.
Udlandsgælden i procent af BNP er således faldet til 13,1 pct. af BNP mod 35,1 pct. af BNP i 1992. Med andre ord var udlandsgælden i forhold til Danmarks økonomiske styrke tre gange så høj inden Nyrup-regeringen trådte til.
- Arbejdsløsheden er nedbragt markant og beskæftigelsesfrekvensen øget. En del kan tilskrives at personer er flyttet fra arbejdsløshed til fx orlov og aktivering, men i vores øjne er nedbringelsen af ledigheden stadig imponerende. Regeringen har fået medvind af internationale konjunkturer, men hjalp selv til med en kickstart af økonomien i 1993, hvilket i vores øjne var god timing. Strukturelle reformer er gennemført på arbejdsmarkedet, men i de senere år er reformerne gået i stå, skriver Sydbank. På ledighedsområdet får regeringen derfor en karakter over middel, men ikke helt i top.
Skat
På skatteområdet retter Sydbank dog en kritik af regeringen. Bankens økonomer mener, at skatten skal sænkes nu.
Skattetrykket har ikke ændret sig væsentligt under Nyrup-regeringen, men det skal der rådes bod på i den fremtidige økonomiske politik, vurderes det.
- Skattetrykket er ikke ændret væsentligt set over hele perioden. Vi mener, at en nedsættelse af skattetrykket vil være ønskeligt for dansk økonomi, skriver Sydbank, som giver regeringen en karakter under middel på dette område.