Danske Bank/CEO: Ny forretningsplan er en massiv investeringsplan -2NY

Udgivet den 01-11-2019  |  kl. 11:10  |  

Danske Bank skal frem mod 2023 have strømlinet banken - og derfor har topchef Chris Vogelzang fredag fremlagt en ny forretningsplan for de kommende år.

I første omgang rækker den frem til 2023, hvor omkostningerne i forhold til udgifterne skal balanceres.

- Det er klart, at det kommer til at betyde, at vi vil have færre kolleger i 2023, end vi har i dag. Men hvor mange er for tidligt at sige, siger Chris Vogelzang i et interview med Ritzau Finans.

Samlet skal bankens omkostningsprocent ned i starten af 50'erne fra det niveau i slutningen af 50'erne, som banken ligger på lige nu. I tredje kvartal var omkostningsprocenten 60,8, mens den for de første ni måneder var på 58,5.

- Det er en massiv investeringsplan, vi har sat i gang. Og de investeringer, vi laver, er ret store, hvilket også afspejles i det resultat, vi venter at få næste år. Så vore investeringer bliver massive, siger topchefen.

- Vi vil investere i lederskab, i marketing, i digitalisering - og det er hovedparten, vi kommer til at investere her, siger topchefen.

De første skridt blev allerede taget tilbage i september, hvor Danske Bank justerede organisationen og opløste Group Development og i stedet flyttede de fleste af udviklingsaktiviteterne ud i bankenhederne for blandt andet at skabe en enklere og mere effektiv organisation og for at komme tættere på kunden.

- Det skal gerne lede til bedre kundeservice og færre fejl. Det er især det, vi arbejder på. Men vi bliver også nødt til at reducerer omkostningerne. Og vi har allerede sat et program i gang i banken, der skal få omkostningerne ned, hvor vi gennemgår alt. Det er omkostningerne, der ikke berører antallet af medarbejdere, siger Chris Vogelzang.

- Men vi kommer til at reducere omkostningerne andre steder også, siger han.

UDGIFTER TIL COMPLIANCE SKAL NED

Topchefen siger, at omkostningerne i forbindelse med Estland og hvidvaskssagen vil blive mindre, også udgifterne til compliance kommer til at blive mindre, i årene der kommer. Det er et område, der har belastet regnskabstallene i de seneste kvartaler, da Danske Bank har oprustet her især på grund af hvidvasksagen.

- Vi skal reducere udgifterne til compliance - de vil fortsat være højere end tidligere - men ikke så høje, som de er i dag. Det skal blandt andet ske ved digitalisering, siger Chris Vogelzang.

- Og det kommer til at få effekt i forhold til, hvor mange ansatte vi skal være. Jeg forventer, at vi bliver færre. Det næste spørgsmål er så: hvor mange og hvornår. Der er vi ikke kommet til endnu, siger han.

Den nye plan sætter udover de finansielle mål, der også betyder en forretning af egenkapitalen på 9-10 pct. i 2023 mod 8,5 pct. i dag, også mål at lige i top to på kundetilfredshed på alle områder, over 90 pct. af medarbejderne skal ligge i top i bankens egen medarbejdertilfredshedsundersøgelse, og Danske Bank skal drives som en bæredygtig, etisk og transparent måde.

- Man kommer til at kunne måle os på alle parametre. Men for os er kundernes tilfredshed lige så vigtig som de finansielle resultater, siger Chris Vogelzang.

- Det er den gammeldags metode, hvor omkostningerne skal ned og indtægterne skal op. Vi tror, at laver vi en bedre bank og investerer i banken specielt i kunderelaterede investeringer, så vil vores indtægter stige. Jeg mener ikke, at vore målsætninger er urealistiske, siger Danske Bank-direktøren.

Chris Vogelzang overtog posten som administrerende direktør i juni efter den tidligere direktør Thomas Borgen, der røg på hvidvasksskandalen i Estland.

Siden er også bankens finansdirektør, Christian Baltzer, blevet udskiftet. Det skete i september, efter han blev fundet for let til posten. Han bliver afløst af Stephan Engels, der siden 2012 har været finansdirektør i Commerzbank, senest til april næste år.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder