Danske Banks kursmål skrues op efter strategiopdatering

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 08:31  |  
Arkiv: Foto

Flere analytikere ser mere positivt på potentialet i Danske Bank efter selskabets kapitalmarkedsdag onsdag, hvor finansielle mål, en mere fokuseret forretningsstrategi samt et pænt kommende udbytte blev meldt ud.

Jyske Bank kalder de finansielle mål for "overraskende ambitiøse" og påpeger, at de indeholder et frasalg af privatkunderne i Norge, en egenkaptalforrentning på over 13 pct. og dividendeudbetalinger på over 50 mia. kr. frem mod 2026.

- Vi synes godt om bankens mere fokuserede markedsstrategi og noterer, at bankens nettorenteindtægter vil være understøttet på længere sigt af de samme årsager, vi har påpeget de seneste måneder (hold-to-collect portefølje og mismatch i varigheden af funding af svenske og finske boliglån), skriver Anders Haulund Vollesen, der er bank-analytiker i Jyske Bank.

Jyske hæver kursmålet for Danske-aktien med 8,1 pct. til til 200 kr. på grund af "udsigterne til højere udlodning end tidligere", skriver Anders Haulund Vollesen i analysen.

Ifølge Bloomberg News har 16 analytikere en købsanbefaling på Danske Bank-aktien, seks siger "hold", mens fire siger "sælg".

En aktie i Danske Bank steg 8 pct. onsdag til 160,65 kr.

Tabel over analytikernes ændrede kursmål i kølvandet på Danske Banks strategiopdatering:

Kursmål nu/kr. Kursmål før/kr. Anbefaling nu Anbefaling før
Nordea 230 205 Køb Køb
Jyske Bank 200 185 Køb Køb
UBS 211 194 Køb Køb
DNB 210 199 Køb Køb

Kilde: Bankerne selv, Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯