Danske Equities fastholder køb på Auriga Industries
Danske Equities fastholder sin Køb-anbefaling på Auriga Industries og har fortsat tiltro til indtjeningsestimaterne, idet svampe-infektionen asiatisk rust fortsat er et problem for sojabønneproducenterne i Sydamerika.
- Cheminova bør derfor også nyde betydelig gavn af sin høj-profitable svampe-bekæmper Flutriafol i år. Vi venter fortsat en opjustering af Aurigas resultatforventninger i forbindelse med selskabets regnskabsaflæggelse for andet kvartal, den 22. august, vurderer Danske Equities.
- Mens den lave dollarkurs klart vil ramme indtjeningen i år, har vi fortsat tiltro til, at selskabet slår den nuværende resultatmålsætning for helåret om et resultat før skat på 335 mio. kr. Vi venter, at Auriga Industries for helåret vil tjene 385 mio. kr. før skat. Vores fair value-estimat ligger på 150 kr. pr. aktie, slutter Danske Equities.
Auriga ligger p.t. til en stigning på 5,9 pct. i 161 kr.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›