Danske Equities: Valghandlingen fjerner usikkerhed

Udgivet den 02-11-2004  |  kl. 09:38  |  

Danske Equities har længe haft et ret tilbagelænet forhold til de kortsigtede finansielle konsekvenser af den amerikanske valgdag tirsdag. Det vigtigste marked, hvor valget kan have konsekvenser, er aktiemarkedet. Det gælder især for medicinalaktier og tildels også for forsvarsaktier. For begge kategorier er Bush mere positiv end Kerry.

Men som Danske Equities dokumenterede i aktiestrategien fra september ("Midcycle blues"), er den interessante vinkel på et præsidentvalg i virkeligheden, at selve valghandlingen fjerner usikkerhed. Aktiemarkedet tenderer således til at stige efter et valg – uafhængigt af hvem der vinder.

Sagen er imidlertid, at der er betydelig risiko for, at vi – ligesom i 2000 – ikke står med en klar vinder på onsdag. De tre store svingstater – Florida, Pennsylvania og Ohio – er alle stort set lige. Og et rodet juridisk og politisk slagsmål i en eller flere stater efter tætte afgørelser er en meget stor risiko.

Set fra et aktiemarkedsperspektiv – og dermed nok også fra et rente- og dollarperspektiv - er en klar afgørelse simpelthen vigtigere, end hvem der faktisk løber med sejren.

Efter at dønningerne har lagt sig oven på valget, vil fokus i markederne hurtigt skifte til arbejdsmarkedsrapporten på fredag. Danske Equities ser mulighed for en ganske stærk rapport i form af en beskæftigelsesstigning på 200.000, blandt andet som følge af "tilbagebetaling" af svagheden i september i kølvandet på stormen.

Formentlig bliver der også tale om en pæn oprevision i september. Vi står dermed over for den stærkeste beskæftigelsesrapport siden forsommeren.

Udgivet af: NPinvestordk