Danske Invest: Sorte skyer over Solens Rige

Udgivet den 20-04-2009  |  kl. 13:43  |  

Japan er ikke tynget af subprime-lån, som var medvirkende årsag til, at finanskrisen brød ud i USA, og hverken virksomheder eller private forbrugere er forgældede, som det er tilfældet i mange af verdens andre store økonomier.

Alligevel ser det sort ud for japansk økonomi, og udsigterne til at komme ud af krisen er dystre, påpeger Danske Invest i en kommentar. 

Japans økonomi har grundlæggende været i en dårlig forfatning helt tilbage fra begyndelsen af 1990'erne.

De japanske forbrugere har tradition for at være sparsommelige, og købelysten bliver ikke større af, at Japan har deflation, hvilket vil sige, at priserne falder. Prisen på en vare i dag, vil altså blive lavere i morgen, og det er i høj grad med til at lægge en dæmper på forbruget.

Søren Mose Nielsen, analytiker i Danske Capital, som er Danske Invests hovedrådgiver, siger:

- Mere salt i såret er, at yennen er steget kraftigt. I løbet af sidste halvdel af 2008 steg yennen 30 pct., og det betyder, at en eksportvare fra Japan blev hele 30 pct. dyrere i slutningen af 2008. Dette skete samtidig med, at den globale samhandel kollapsede som følge af den finansielle krise. Tilsammen er det en temmelig giftig cocktail for den i forvejen hårdt prøvede japanske økonomi.

Den japanske rente har længe været lav. Derfor har det været attraktivt for både private og institutionelle investorer at låne penge i yen til en lav rente for herefter at placere pengene i et land, hvor renten er højere. Men da kreditboblen bristede, blev investorerne tvunget til at betale deres lån tilbage i yen. Det har øget efterspørgslen efter yen og fået kursen på denne valuta til at stige markant.

Den japanske regering har, som så mange andre landes regeringer, ikke ligget på den lade side i forhold til at prøve at puste liv i økonomien. Inden for det seneste år har regeringen, med premierminister Taro Aso i spidsen, lanceret hele tre hjælpepakker. Den seneste er endnu ikke vedtaget.

Hjælpepakkerne indeholder blandt andet offentlige investeringer og tilskud til køb af miljøvenlige biler. Sidstnævnte er en håndsrækning til bilindustrien, som er hårdt trængt på grund af den manglende efterspørgsel. Stemningen er generelt meget negativ, men Søren Mose Nielsen understreger, at der trods alt er nogle få lyspunkter.

- Hjælpepakkerne er måske ikke ligefrem en mirakelkur, men de har en positiv effekt, og vi har ikke set den fulde effekt af pakkerne endnu - særligt ikke den seneste, som først er lanceret for ganske nylig. Desuden er der grund til at tro, at valutaens meget negative rolle for økonomien er ved at være udspillet. Endelig er det afgørende for Japans fremtid, om væksten i Kina virkelig er på vej op igen, da Kina aftager hele 16 pct. af Japans eksport.

Søren Mose Nielsen forventer en negativ til stagnerende vækst i Japan gennem hele 2009. Først engang i 2010 forventes der en vækst på 1,5-2 pct. Til sammenligning er forventningerne til den amerikanske vækst, at den i andet halvår af 2009 vil begynde at blive positiv.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

11:46 Obligationer/middag: Let stigende rente efter stor amerikansk rentelettelse
11:39 Aktier/middag: Novo blandt højdespringerne i grønt C25 efter stor rentesænkning i USA
11:23 Apple har udsigt til advarsel fra EU for tætlukket styresystem
11:19 Rater på containerfragt falder igen - ni uger med fald på stribe
10:55 Norges Bank holder renten i ro og signalerer tidligst lempelser i 2025
10:15 H+H får genoptaget neutral dækning hos Danske Bank: Nedjustering ventes i tredje kvartal
09:42 Sampo: Perfekt timing for Topdanmark-opkøb efter strategiændringer
09:22 H+H får genoptaget neutral dækning hos Danske Bank
09:14 Aktier/åbning: Fuld grøn plade i C25 efter stor rentesænkning i USA
08:41 Obligationer/åbning: Let stigende rente trods amerikansk rentereduktion
08:31 Aktier/tendens: Plusser i vente efter amerikansk rentereduktion
08:13 Unicredit står klar som køber af Tysklands aktier i Commerzbank
08:09 Råvarer: Amerikansk rentenedsættelse giver ikke forventet boost til oliepriserne
07:58 Sampo om dansk børsnotering: Vi forpligter os til landet
07:11 Obligationer/tendens: Udsigt til let stigende rente trods amerikansk rentesænking
07:03 USA/lukning: Glæden over stor rentenedsættelse forsvandt - men er vendt tilbage
06:41 Asien: Stor amerikansk rentesænkning skaber grøn bølge med Tokyo som stjerneskud
06:36 Mærsks asiatiske konkurrenter viser positive takter torsdag
06:34 NTG køber tysk logistikselskab for 424 mio. kr.
06:33 USA's centralbank ser nu lavere inflation i 2024