Danskerne bruger færre penge på sommerferien i år
Det er sparetider, og politikerne varsler nye spareplaner konstant. Men de er ikke de eneste, for nu varsler danskerne, at de vil bruge færre penge på at afholde årets sommerferie.
Det viser en ny undersøgelse om danskernes sommerferieplaner foretaget af verdens største hotelbookingportal Hotels.com blandt 1.155 danskere. Hotels.com tilbyder hotelbooking på mere end 120.000 hoteller over hele verden.
I 2009 brugte hver dansker i gennemsnit 12.292 kr. på at nyde ferien. Det beløb er faldet med næsten 300 kr. til 12.002 kr. denne sommer.
Det er især sjællændere, der sparer på feriebudgettet. I 2009 brugte sjællænderne i gennemsnit 11.910 kr. på at holde sommerferie. I år er det beløb faldet med 13 pct. til et feriebudget på 10.341 kr. i år. Beboerne i Region Sjælland er derfor dem, der forudser at bruge færrest penge i denne sommerferie. De er dog i skarp konkurrence med midtjyderne, som også forventer at bruge væsentligt mindre end landsgennemsnittet, nemlig 10.521 kr. pr. person.
Nordjyderne er derimod klar med kontanter og kort denne sommer. I 2010 har de tænkt sig at bruge hele 12.479 kr. på at holde sommerferie. Det er en stigning på 2.151 kr. (21 pct.) i forhold til sidste år. Dermed kommer de næsten op på siden af københavnerne, der forventer at bruge 12.968 kr.
Således viser undersøgelsen af Hotels.com, at københavnerne er dem, der spenderer flest penge i ferien. Beboerne i Region Hovedstaden er dog skarpt forfulgt af både fynboerne, nordjyderne og sønderjyderne, som dog alle forventer at bruge 400-500 kr. mindre end københavnerne i ferien.