DanTruck vil lukke afdeling i Lemvig - 70-80 medarbejdere berøres

Udgivet den 26-02-2009  |  kl. 11:02  |  

DanTruck indleder nu forhandlinger om samling af organisationen, skriver selskabet i en børsmeddelelse.

- Det vil betyde at virksomhedens afdeling i Lemvig forventes lukket og overføres til Uldum, kombineret med en nødvendig omkostningstilpasning og en deraf følgende reduktion af medarbejderstaben også i andre grene af organisationen. Ovennævnte tiltag vil berøre ca. 70 - 80 medarbejdere, hvoraf nogle vil blive tilbudt anden beskæftigelse i virksomheden, skriver Dantruck.

DanTruck er i dag fysisk placeret på 3 lokationer i Danmark, hvor de centrale funktioner er placeret i Uldum. Produktionen af gaffeltruck foregår i Lemvig og hele salgs- og marketingfunktionen er placeret i Hedensted.

Virksomheden vil indlede forhandlinger med repræsentanter for medarbejderne, for at finde en for virksomheden og medarbejderne optimal løsning.

Ovennævnte forventes ikke at påvirke tidligere udmeldinger om ny resultatprognose.

DanTruck vil i forbindelse med regnskabsaflæggelsen den 26. marts også uddybe forventningerne til 2009, herunder også resultatet af de heri omtalte forhandlinger.

Udgivet af: NPinvestordk