Delårsrapport 1.-3. kvartal 2015/16

Udgivet den 17-12-2015  |  kl. 08:46  |  

Aalborg, Danmark, 2015-12-17 08:46 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

RESUMÉ

Resultater i de første ni måneder 2015/16

Resultat før skat, ekskl. afviklingsaktiviteter, udgør DKK -96,0 mio.*) mod DKK 8,6 mio. i samme periode 2014/15.

Resultat efter skat udgør DKK -212,1 mio. mod DKK -39,3 mio. i de første ni måneder 2014/15.

I resultatet indgår nedskrivninger af projekter, grunde, goodwill og skatteaktiver med DKK 217,3 mio., jf. nedenfor.

Balancen udgør DKK 2.811,2 mio. Koncernens egenkapital udgør DKK 1.301,1 mio. og svarer til en soliditet på 46,3 %.

 

Strategisk fokus 2018

TK Developments bestyrelse har fastlagt en række strategiske mål og tiltag frem mod 2018. Disse skal resultere i at TK Development bliver en rendyrket developer-virksomhed med en attraktiv værdiskabelse for selskabets aktionærer.

Det strategiske fokus for koncernen er fremadrettet development i Danmark, Sverige og Polen. Egenkapitalafkastet fra dette område forventes at udgøre 15-20 % p.a. før skat fra og med regnskabsåret 2017/18.

Koncernens asset management-aktiviteter skal driftsmæssigt modnes og optimeres med henblik på et salg inden for en 3-5-årig periode, og den frigjorte egenkapitalbinding planlægges udloddet til aktionærerne.

Der vil fortsat være kraftig fokus på at nedbringe grundbeholdningen væsentligt.

Den fremadrettede fokuserede strategi vil frem mod 2018 betyde løbende reduktioner i koncernens kapacitetsomkostninger.

Som en del af strategien har ledelsen besluttet:

At igangsætte en salgsproces af de tjekkiske aktiviteter, og der er nedskrevet DKK 35,0 mio. på de tjekkiske grunde til afdækning af risici ved salget.

At igangsætte tredje ud af i alt fire etaper af et større boligprojekt i Polen. De aktuelle budgetforventninger medfører behov for at nedskrive DKK 37,8 mio. på disse grunde, og værdien udgør herefter DKK 189,1 mio. Grundene vil i takt med igangsætning af de to etaper overgå til projekter under opførelse. Hertil kommer nedskrivning af en anden polsk grund med DKK 7,5 mio. hvor der aktuelt forhandles om et delsalg af grunden.

At koncernen ikke længere vil rapportere særskilt på afviklingsaktiviteter, og der er foretaget nedskrivninger på DKK 78,0 mio. til afdækning af de særlige risici herpå.

At grunde og udviklingsprojekter i de lande hvori koncernen på sigt ikke ønsker at være aktiv, fremadrettet indgår i koncernens rapportering under asset management.

At nedskrive goodwill og skatteaktiver med DKK 56,0 mio.

 

Forventninger til 2015/16 og 2016/17

Den hidtidige forventning for 2015/16 til resultat før skat, ekskl. afviklingsaktiviteter, nedjusteres med DKK 140 mio. til nu at udgøre i niveauet DKK -100 mio.

Der er realiseret et resultat af de hidtidige afviklingsaktiviteter for perioden 1.-3. kvartal 2015/16 på DKK -84,8 mio. hvorefter rapporteringen på dette segment ophører.

Der forventes et samlet koncernresultat i 2015/16 i niveauet DKK -190 mio. før skat.

Der forventes et samlet koncernresultat i 2016/17 på DKK 10-30 mio. før skat.

 

Finansielle forhold

TK Development har efter regnskabsperiodens udløb indgået aftale med PKA om en 5-årig refinansiering af Sillebroen i Frederikssund, Danmark, med DKK 500 mio.

TK Developments engagement om drifts- og projektfinansiering med sin hovedbankforbindelse er i tredje kvartal 2015/16 forlænget frem til 30. september 2017.

 

Development

TK Development har i de første ni måneder af 2015/16 bl.a. realiseret følgende salg, alle i Danmark:

  • Salg af ejerandel af ca. 1.500 m² ungdomsboliger på Frederiksberg.
  • Salg af ca. 3.700 m² butikker i Randers.
  • Salg af et 6.000 m² kontorprojekt i Aalborg.
  • Salg af et byggefelt på ca. 13.000 m² på Amerika Plads – hvoraf TK Developments ejerandel udgjorde 50 %.
  • Salg af knap 9.000 m² byggeretter i Køge til Køge Kommune.

Større igangværende udviklingsprojekter:

  • Byggeriet af det nye shoppingcenter BROEN i Esbjerg, Danmark, blev påbegyndt i maj 2015. Ca. 65 % af arealet er nu udlejet. 65 % af projektet blev i maj 2015 solgt til CapMan Real Estate der deltager i færdigudviklingen af projektet.

 

  • Koncernens projekt Strædet i Køge, Danmark, omfatter både retail, offentlige funktioner og boliger. Hertil kommer parkering. Byggeriet blev påbegyndt i marts 2015. Retailprojektet er 75 % udlejet og er sammen med parkeringsdelen betinget solgt til finske Citycon.

 

  • I Bielany i Warszawa, Polen, forløber byggeriet af anden etape af boligprojektet planmæssigt. Anden etape består af 297 boligenheder og servicearealer, og 78 % af enhederne er forhåndssolgt til salgspriser i overensstemmelse med det budgetterede. Det estimerede regnskabsmæssige resultat på projektet i forbindelse med aflevering til køberne er som forventet.

 

  • Samlet set er TK Development involveret i igangværende byggerier på mere end 80.000 m², og der er god fremdrift på en række af de øvrige projekter i porteføljen.

 

Asset management

Porteføljen af færdigopførte ejendomme i dette forretningsområde består af 155.600 m² og udgør pr. 31. oktober 2015 DKK 1.568,9 mio., inklusive projekter i joint ventures.

Den årlige nettoleje ved aktuel udlejning svarer til en forrentning af bogført værdi på 4,3 %. Forrentning af bogført værdi ved fuld udlejning forventes at udgøre 6,2 %.

 

Afviklingsaktiviteter

I Vilnius, Litauen, har TK Development besluttet at udvikle og gennemføre tredje og sidste etape af DomusPro. Denne del af projektet er efter regnskabsperiodens udløb betinget solgt til BPT Baltic Opportunity Fund der også er køber af de to første etaper af projektet.

Koncernens grund i Finland er efter regnskabsperiodens udløb solgt, og TK Development har, bortset fra enkelte garantier på tidligere solgte projekter, nu ingen aktiviteter i Finland.

 

De forventninger der er omtalt i denne delårsrapport, herunder forventninger til indtjeningen, er i sagens natur forbundet med risici og usikkerheder hvilket kan medføre afvigelser i forhold til det forventede. Forventningerne påvirkes bl.a. af faktorer som nævnt i afsnittet Risikoforhold i koncernens årsrapport 2014/15, herunder kan fremhæves vurderingen af værdiansættelsen af koncernens projektportefølje som omtalt under Forretningsmæssige risici og Risici i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.

 

Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til Frede Clausen, adm. direktør, tel. +45 8896 1010.

*) Korrigeret for skat indeholdt i Indtægter af kapitalandele i joint ventures.

 

Vedhæftede filer:

Q3_2015_DK.pdf

Udgivet af: NPinvestordk