Demants periodemeddelelse giver finanshuse mod på mere

Udgivet den 19-11-2019  |  kl. 11:00  |  

Demants periodemeddelelse, der blev offentliggjort mandag, har givet anledning til analyseændringer og højere kursmål hos en stribe finanshuse.

Blandt andet Danske Bank har løftet kursmålet for aktien, så det nu er på 230 kr. Før havde banken et langsigtet kursmål for aktien på 210 kr.

Demant fortalte i periodemeddelelsen, at genetableringen efter det hackerangreb, der ramte selskabet i september, skrider hurtigt frem.

Samtidig genstartede høreapparatselskabet sit aktietilbagekøbsprogram, som blev sat på pause kort tid efter hackerangrebet.

Investorerne tog positivt imod periodemeddelelsen og sendte mandag aktien op med 6,9 pct. Det øgede Demants markedsværdi med 3,2 mia. kr.

Tirsdag falder aktien en smule tilbage fra mandagens lukkeniveau på 204,30 kr. Tirsdag formiddag falder aktien 1 pct. til 202,30 kr.

Finanshus Kursmål nu/kr. Kursmål før/kr. Anbefaling nu Anbefaling før
SEB 195 180 Hold Hold
ABG Sundal Collier 204 189 Hold Køb
Danske Bank 230 210 Køb Køb
Carnegie 215 184 Hold Hold
Jyske Bank 200 190 Hold Hold

Kilde: Bloomberg News og finanshusene selv.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp