Demokrater kræver Pompeo fremlægger Ukraine-dokumenter
Tre demokratiske ledere fra Repræsentanternes Hus forsøger at tvinge USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, til at udlevere dokumenter vedrørende kontakt til den ukrainske regering.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Indkaldelsen kommer fra Udenrigsudvalget, Efterretningsudvalget og Kontroludvalget.
Demokraterne beordrer Pompeo til at fremlægge Trumps Ukraine-dokumenter inden den 4. oktober, skriver Reuters.
- Udvalgene undersøger i hvilket omfang præsidenten kompromitterede den nationale sikkerhed ved at presse Ukraine til at blande sig i vores valg i 2020, siger de tre demokratiske udvalgsledere i en erklæring fredag.
Demokraterne beskylder Trump for at have tilbageholdt militær bistand til Ukraine.
Samtidig opfordrer udvalgslederne til, at flere centrale personer vidner i en mulig rigsretssag. Det gælder for den tidligere amerikanske ambassadør i Ukraine, Marie Yovanovitch, Kurt Volker, særlig udsendt til Ukraine samt den amerikanske EU-ambassadør Gordon Sondland.
Selv har udenrigsministeren nægtet at dele dokumenter og oplysninger om kontakter til ukrainske embedsfolk.
Demokraterne beskylder Trump for at ville skade demokraten Joe Biden inden næste års præsidentvalg i USA. Den tidligere vicepræsident forsøger at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvealget.
/ritzau/
Tags: USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›