DF: Alle danskere skal have lynhurtigt bredbånd
Højhastighedskomitéen må indkassere en om'er. Dansk Folkepartis ordfører for Ø-kontakt og yderområder, MF Henrik Brodersen forlanger, at den af regeringen nedsatte Højhastighedskomitéen skal sendes retur til skrivebordene for at udarbejde en plan for, at alle danskere får lige adgang til det kommende højhastighedsbredbånd på 50 megabit.
Henrik Brodersen reagerer skarpt på komitéens netop offentliggjorte anbefalinger til regeringen om udbredelse af nyt bredbånd.
- Komitéen anfører i sin anbefaling, at kun 80 procent af danskerne skal have adgang til den nyeste teknologi. I udkantsområder og landdistrikter kan det ikke betale sig at gøre det. På den måde skaber man et teknologisk A- og B-samfund. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger Henrik Brodersen.
Han gør opmærksom på, at netop i en økonomisk krisetid er det altafgørende, at yderområderne har samme muligheder for at tiltrække erhverv som de øvrige egne. Når komitéen anbefaler at give bredbånd på 50 megabit til 80 procent af landet og kun 10 megabit til resten, er det derfor helt i skoven.