Donald Trump varmer op til rentemøde - og kræver rentesænkning

Udgivet den 24-10-2019  |  kl. 21:55  |  

Næste uge, tirsdag og onsdag, holder den amerikanske centralbank atter rentemøde, og mens markedet med en sandsynlighed over 90 pct. er ganske overbevist om en rentesænkning onsdag, så varmer USA's præsident, Donald Trump, vanen tro op til mødet ved at lægge pres på Federal Reserve og kræve en nedsættelse af renten.

- Federal Reserve forsømmer sine pligter, hvis den ikke sænker renten og tilmed, ideelt set, stimulerer. Kig rundt omkring i verden på vore konkurrenter. Tyskland og andre bliver faktisk betalt for at låne penge. Fed var alt for hurtig med at hæve, og alt for langsom til at sænke, skriver Donald Trump på sin Twitter-profil.

Præsidenten henviser til, at den tiårige rente i Tyskland er i minus 0,40 pct., mens den tilsvarende rente i USA fortsat ligger i niveauet plus 1,77 pct. Den korte toårige tyske rente er samtidig i minus med 0,67 pct., mens den amerikanske ditto er i plus 1,59 pct.

Federal Reserve har allerede sænket sin rente to gange i år - på de to seneste rentemøder i juli og september. Sænkningen i juli kom efter en periode med ni forhøjelser i træk fra december 2015 til december 2018.

Federal Reserve har nu sænket sin rente to gange og hævet den syv gange, mens Donald Trump har været præsident i USA. Han har igen og igen siden 2018 kritiseret centralbanken og dens formand, Jerome Powell, for at hæve renten for meget og for nu ikke at sænke den tilstrækkeligt og hurtigt nok.

Jerome Powell indtog posten som formand i Federal Reserve i februar 2018 - udpeget af Donald Trump.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯