ECB: Risici for prisstabilitet mere i balance, vækst forbliver robust

Udgivet den 08-03-2001  |  kl. 19:00  |  

København--7. marts--NetPosten--Risiciene for prisstabiliteten er bragt mere i balance i de seneste måneder, og der er udsigt til, at væksten i euro-området vil forblive relativt robust, konkluderer Den Europæiske Centralbank (ECB) i sin månedsoversigt for marts 2001.

Med hensyn til den første søjle i ECBs tostrengede pengepolitiske strategi bekræftede dataene for januar 2001 den gradvise afdæmpning af væksten i pengemængdemålene, der er set siden sidste forår. Selv om den stærke vækst i udlån til den private sektor til dels kan forklares ved særlige faktorer, kræver udlånsudviklingen fortsat nøje overvågning, vurderer ECB.

- Samlet set er de risici for prisstabiliteten, der stammer fra den monetære udvikling, blevet bragt mere i balance i de seneste måneder, skriver ECB i månedsrapporten.

Hvad angår den anden søjle, er der tegn på, at væksten i realt BNP i euroområdet var lavere i anden halvdel af sidste år end i første halvdel, men udsigterne for i år og næste år er fortsat generelt positive. Samlet set er tilliden i euroområdet fortsat høj, og økonomiske indikatorer relateret til udviklingen omkring årsskiftet understøtter den opfattelse, at den økonomiske vækst vil forblive forholdsvis robust.

Banken peger dog på, at verdensøkonomien og dens potentielle indvirkning på udviklingen i euroområdet fortsat udgør et usikkerhedselement.

Men på nuværende tidspunkt er der ingen tegn på, at afmatningen i den amerikanske økonomi har markant og varig afsmitning på euroområdet. En nøje overvågning af den globale udvikling er dog påkrævet, skriver banken.

Oliepriserne, eurokursen og andre faktorer kan hindre, at forbrugerprisinflationen kommer under 2 pct. inden for de kommende måneder, hvilket ECB-præsident Wim Duisenberg også har påpeget i sin seneste tale.

Med hensyn til udsigterne på mellemlang sigt for prisstabiliteten, synes risiciene alt i alt at være mere balancerede end i slutningen af 2000. Der er dog stadig faktorer, som maner til forsigtighed. Det er således af afgørende betydning, at arbejdsmarkedets parter fortsat udviser løntilbageholdenhed, fremhæver centralbanken.

Udgivet af: NPinvestordk